DF kræver omfattende undersøgelse af ældreområdet i Randers

TV2's omdiskuterede skjulte optagelser er også foregået på et plejehjem i Randers, der nu får DF til at kræve en undersøgelse af ældreområdet.
28. JUL 2020 11.00
TEMA: Kongsgården

RANDERS: TV2's skjulte optagelser, som har skabt stor debat om Kongsgården i Aarhus, tæller også optagelser fra Randers Kommune, og her er debatten også i gang om forholdene på ældreområdet.

Her er det blandt andet optagelser fra demensplejehjemmet Nyvang, som nu har fået DF's Frank Nørgaard til at kræve en undersøgelse af ældreområdet i kommunen. Det skriver Randers Amtsavis.

Ifølge TV2 Østjylland afslører optagelserne fra Randers også omsorgssvigt på plejehjemmet, som det ses på Kongsgården. Derfor efterlyser Frank Nørgaard blandt andet en undersøgelse af ledelsesforholdene med interviews af personalet, og om der er ansatte, som ønsker et andet job.

- Jeg ved ikke, om jeg har noget dokumentation, der bakker op om det ud over det, som har været vist fra Kongsgården. Det viser nogle medarbejdere, som overhovedet ikke ved, hvordan man passer en dement. Og det kan penge ikke rette op på. Vi er udmærket godt klar over, at der er rigtigt mange medarbejdere, der gør deres arbejde utroligt godt. De gør også et arbejde for dem, der ikke gør det utroligt godt. Dem vil vi gerne have peget ud og hjulpet over i et andet job, siger han til Randers Amtsavis.

Ingen ko på isen: Randers er i gang

De skjulte optagelser skulle oprindeligt have været vist i marts, men Aarhus' fogedforbud satte en stopper for det, og siden har det affødt en diskussion om forholdene på ældreområdet i Danmark, som har fået selv statsministeren til tasterne.

Blandt andet står de pårørende til en 91-årig dement mand på Nyvang frem med kras kritik, som går på, at han har været udsat for omsorgssvigt. Han kom ifølge datteren ikke i bad og fik ikke mad før op ad formiddagen.

Politikerne i Randers har ikke set optagelserne, men omsorgsudvalgets formand, Fatma Cetinkaya (S), har det fint med, at de ser dagens lys. Her har kommunen nemlig gang i at rette op på kritikken.

- Der er taget hånd om det på forskellig vis, og vi er faktisk kommet rigtigt langt i arbejdet. Hen ad vejen er der faldet ro omkring de klager, der blev rejst. Jeg er godt klar over, at der stadig er ting, vi skal nå i mål med, men vi arbejder intensivt på at gøre det godt for både beboere og pårørende, siger Fatma Cetinkaya til Randers Amtsavis.

I sidste uge besluttede Aarhus Byråd at ophæve fogedforbuddet, så dokumentaren ifølge TV2 vises hurtigst muligt. Både by- og landsret havde i første omgang givet TV2 medhold i, at optagelserne ikke skulle vises, men kommunen selv har altså skifter mening.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt