21 smittet blev på sygehus, selvom reglerne var fulgt

Flere test og mere brug af værnemidler er blandt Region Syddanmarks bud på, hvordan man undgår, at smitteudbrud i Vejle gentager sig.
20. MAJ 2020 11.20
TEMA: Corona

SYDDANMARK: Sidste uge blev 21 personer smittet med covid-19 på Sygehus Lillebælt. Episoden får nu Region Syddanmark til at tage sagen op med Sundhedsstyrelsen.

Smitten blev først konstateret hos to patienter, som var i behandling på afdelingen for urinvejskirurgi i Vejle. Siden viste smitteopsporing, at 14 ansatte også var positive. Sygehuse kontaktede 120 patienter, og fem af dem blev også testet positive.

Udbruddet blev tirsdag drøftet i regionens covid-19-task force. Her konstaterede man, at sygehuset i Vejle havde fulgt alle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, oplyser Region Syddanmark.

Skal noget ændres?

Derfor vil regionen nu tage retningslinjerne op til diskussion på et møde med Sundhedsstyrelsen. Målet er at få alle regioners erfaringer og input frem for i fællesskab at vurdere, om der skal ændres på de nuværende retningslinjer.

- Vi står med en sygdom, som ingen kender fuldt ud endnu. Det giver udfordringer, når vi skal inddæmme den. Selvom vi har fulgt alle retningslinjerne til punkt og prikke, så illustrerer tilfældet fra Vejle bare, at vi ikke fuldstændigt kan forhindre en spredning af smitten. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå det, siger koncerndirektør Kurt Espersen.

Regionen har selv valgt hurtigst muligt at indføre tre nye tiltag:

  • At visse patientgrupper skal testes oftere. En lang række sygdomme kan medføre feber og dermed dække over en eventuel sent udviklet covid-19. Ved at teste dem oftere kan sygehusene fange eventuelle covid-19-patienter hurtigt og isolere dem fra andre patienter.
  • At medarbejdernes brug af værnemidler skal tage udgangspunkt i et forsigtighedsprincip. Medarbejdere skal være mere opmærksomme på at bruge værnemidler – også ved patienter uden symptomer på covid-19.
  • At særligt udsatte patienter kan kontakte deres respektive afdelinger, hvis de ønsker en dialog om, hvorvidt en ikke-vigtig operation og behandling kan og bør udskydes.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt