Midtjylland og Horsens får coronasponsorater af kommunen - Roskilde fik nej
FC Midtjylland og AC Horsens har begge indgået nye sponsoraftaler med kommunerne under coronakrisen.
Foto: Claus Fisker, Ritzau Scanpix

Midtjylland og Horsens får coronasponsorater af kommunen - Roskilde fik nej

Herning, Horsens, Viborg og Ikast-Brande kommuner har tegnet sponsorater for at hjælpe kommunens elitehold gennem coronakrisen. Andre kommuner siger nej. Nødhjælpen kan være på kanten af loven.
23. MAJ 2020 11.39
TEMA: Corona

Normalt støtter Herning Kommune af princip kun breddeidrætten, men under coronakrisen er dette et princip, kommunen nu midlertidigt er gået væk fra. Kommunen indgik i starten af april derimod fire engangssponsorater til fire af kommunens elitesportsklubber, oplyste borgmester Lars Krarup (V) på Facebook

Kommunen har givet i alt 1.950.000 kr. til henholdsvis FC Midtjylland (en mio. kr.), Herning Blue Fox (500.000 kr.), HC Midtjylland (300.000 kr.) og Herning-Ikast Håndbold (150.000 kr.). 

Men det er langt fra alle kommuner, som har ønsket at hjælpe kommunens eliteklubber under krisen. 

Byrådet i Roskilde har afvist FC Roskildes ansøgning om hjælp under coronakrisen, som må 'nøjes' med det normale tilskud til elitesport på 0,5 mio. kr., skriver Sjællandske.

Hårfin balance

Viborg, Horsens og Ikast-Brande kommuner har også tegnet sponsorater under coronakrisen for at hjælpe eliteklubber gennem krisen. Men det kan være på kanten af loven, skriver Politiken

- I udgangspunktet må kommuner slet ikke holde hånden under professionelle sportsklubber. Derfor skal man ligesom konstruere en model, hvorved kommunen får noget for pengene – eller ser ud til at få noget. Ellers kan den ikke forsvare at gøre det, for så er det ganske enkelt forbudt, siger forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus Roger Buch til avisen.

Det er altså en hårfin balance, mellem hvorvidt der er tale om støtte og hjælpepakker til eliteklubberne, eller om der er tale om regulære sponsorater.

Horsens Kommune omtalte selv aftalen som 'en økonomisk håndsrækning i en meget svær tid' i en pressemeddelelse om de nye aftaler.  

esl

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt