Når restauranter og caféer fra mandag den 18. maj atter må slå dørene op efter mere end to måneders nedlukning under coronakrisen, skal de have mulighed for at bruge visse udendørs vejarealer, når det er muligt.
Det mener transportminister Benny Engelbrecht (S), som har skrevet et brev til landets største kommuner samt KL. Her gør han kommunerne opmærksom på en paragraf i vejloven, som åbner op for udeservering på steder, som hører til vejområdet.
- Det kan være parkeringspladser, dele af normalt befærdede veje, og hvad der er af åbne torve. Giv adgang til, at restaurationerne kan benytte sig af dem til at udvide udeservering og dermed gøre det endnu mere trygt at benytte caféer og restauranter fra næste uge, siger han og tilføjer:
- Og så samtidig gøre det på en sådan fleksibel måde, at man også har mulighed for i kommunerne at se bort fra den betaling, man så ellers normalt ville skulle opkræve for det.
Hjælp til pressede restauranter
Transportministeren henviser til, at kommunerne i henhold til vejloven har ret til at opkræve betaling for at lade restaurationerne benytte arealerne. Det håber Benny Engelbrecht altså, at kommunerne vil undlade for at hjælpe økonomisk pressede caféer og restauranter.
Kommunerne skal aftale tilladelserne i samråd med politiet, og Benny Engelbrecht ønsker, at der bliver lavet smidig og hurtig sagsbehandling i de sager, hvor restaurationer søger om tilladelse til udvidet udeservering.
Transportministeren understreger, at der ikke kan være udeservering alle steder. Det skyldes, at man også skal tage hensyn til fremkommeligheden og ikke mindst trafiksikkerheden for borgerne.
- Men jeg tror også, at der ganske mange steder vil kunne tænkes kreativt og udnyttes vejarealer, som ellers ikke blev udnyttet til denne form for udeservering, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.