X

Log ind

Husk kode

Har du glemt din adgangskode?
Kommuner klar til at købe bæredygtigt træ
Miriam Dalsgaard/Polfoto

Kommuner klar til at købe bæredygtigt træ

04. sep 2014, kl. 08.15

træshopper 

Et grønt, tværsektorielt partnerskab er klar til at efterleve samme regler, som gælder for staten, når den shopper papir, byggematerialer, møbler og andre trævarer: Det hele skal være bæredygtigt.

Siden 1. juli har departementer, styrelser og direktorater skullet sikre sig, at når der købes brædder, bjælker og byggematerialer, skal trævarerne være fremstillet på bæredygtig vis. Reglerne er fastsat i et nyt cirkulære, som kun gælder staten, men som har følgeskab af en vejledning til alle andre offentlige indkøbere.

Og i Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb, der rummer ni kommuner, én region og Miljøstyrelsen, har man i længere tid ventet på at få det statslige cirkulære på plads.

- Vi har i partnerskabet arbejdet med et indkøbsmål for bæredygtigt træ, men vi har ventet med at implementere det endeligt, indtil cirkulæret kom, da målet skal være i overensstemmelse med cirkulæret, siger Hanne Lylov Nielsen, der arbejder i Miljøstyrelsen.

- Derfor forventer vi, at der til efteråret kommer et indkøbsmål for bæredygtigt træ, siger Hanne Lylov Nielsen.

Målene, som vedtages i det grønne partnerskab, bliver udarbejdet i fællesskab af medlemmerne. Derefter skal de grønne målsætninger vedtages politisk i de involverede kommuner og regioner. Miljøstyrelsens rolle er at assistere arbejdsgrupperne og blandt andet sørge for, at der bliver inddraget eksterne eksperter til inspiration i arbejdet.

Petitessegrænse
Og det er et skridt i en vigtig retning, at kommunerne er på vej til at forpligte sig til at købe bæredygtige trævarer, siger Jakob Ryding fra organisationen Verdens Skove.

- Kommunernes indkøb er større end både statens og regionernes tilsammen, så det er helt klart i kommunerne, man skal rykke, hvis der skal ske noget.

Verdens Skove har for et par år tilbage lavet undersøgelser af, hvilke benspænd der ligger i at sikre bæredygtige træindkøb på kommunalt niveau. Hindringerne ligger typisk i, at de kommunale indkøbere enten ikke kender til den indkøbsvejledning, der ligger på området, eller i frygten for at komme på kant med udbudsreglerne, hvis man stiller krav til bæredygtighed, fortæller Jakob Ryding.

- Der ligger desuden den udfordring i kommunerne, at hvis man vil stille krav helt ned til den enkelte, lille børnehave om at købe bæredygtigt ind, så bliver det en stor byrde. Så man må nok kigge på en petitessegrænse i kommunerne, siger Jakob Ryding.

First mover
Danmark var ifølge Verdens Skove det første land i Europa, som kom med en frivillig indkøbsvejledning for bæredygtige træindkøb. Vejledningen kom i 2003. Siden har lande som Storbritannien, Holland, Tyskland, Frankrig og Belgien overhalet Danmark på ambitionerne ved at stille bindende krav om bæredygtige trævarer i de offentlige indkøb. Og det er netop, hvad den danske regering har forpligtet staten til i det nye cirkulære, der har rødder i regeringens strategi for intelligent offentligt indkøb fra oktober sidste år. Regeringen skønner, at merudgifterne for staten vil ligge mellem 4,4 og 12,7 millioner kroner årligt, hvilket svarer til 2-3 procent af statens samlede årlige udgifter til træ.

Udgangspunktet for Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb er dog, at omlægningen til bæredygtige indkøb skal være økonomisk neutral, således at det ikke bliver dyrere i det store regnskab for kommunerne at følge partnerskabets bindende regler.

Medlemmer af Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb: København, Frederiksberg, Herning, Odense, Aarhus, Sønderborg, Egedal, Gladsaxe, Roskilde, Region Midtjylland, Vandcenter Syd og Miljøstyrelsen.

Et lignende grønt indkøbsnetværk er Green Cities, der rummer Albertslund, Allerød, Ballerup, Herning, Kolding og København.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dk-job

Se alle aktuelle stillinger

<
Fra Twitter
Find din leverandør
Seneste nyt fra dk-portalerne

dknyt er leverandør af nyheder, baggrund, debat og information til kommunale, regionale og andre offentlige beslutningstagere. Læs mere