Oversigt

 Få overblikket

dknyt

Følg nyhederne

Kommunen

Læs baggrunden

Agora

Deltag i debatten

dk-portalerne

Vælg fagområde

Børn og Unge-byråd høster international omtale
Aarhus' dialogforum får anerkendende omtale af internationalt netværk af europæiske ledere, der arbejder for inddragelse af europæiske unge

AARHUS: Onsdag 7. marts mødes medlemmerne af Aarhus Kommunes Børn og Unge-byråd til dialogmøde med Aarhus Byråd.

Forud for mødet har Børn og Unge-byrådet høstet international omtale i European Social Network, et netværk af europæiske ledere støttet af Europakommissionen, der arbejder for positiv inddragelse og medborgerskab blandt europæiske unge. Børn og Unge-byrådet er fremhævet sammen med initiativer fra Island, Spanien, Frankrig og Irland.

- Det er altid godt, når omverdenen ser positivt på initiativer i Aarhus. Mange byer og lande er udfordret af, hvordan de skal komme i dialog med unge. Jeg kan kun opfordre andre til at lade sig inspirere af den måde, vi samarbejder i Aarhus, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Ifølge Kristian Würtz (S), rådmand for Børn og Unge, er de unges byråd et stærkt demokratisk kort.

- Aarhus er en by med en ung befolkning. Derfor er det naturligt, at vi hos os gør os umage for at inddrage og høre unge. Gennem Børn og Unge-byrådet får unge indflydelse, og det styrker deres medborgerskab. Samtidig har vi i det voksne byråd en vigtig sparringspartner, siger Kristian Würtz.

Børn og Unge-byrådet blev skabt i 2007. Siden er 31 medlemmer mellem 13 og 17 år hvert år blevet valgt til rådet. Børn og Unge-byrådets borgmester, Andreas Genefke Larsen, ser frem til onsdagens dialogmøde med rådmænd og sin borgmester-kollega.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at mødes med de voksne politikere. Vi har diskuteret mange relevante emner i løbet af året, som kan forbedre forholdene for unge i Aarhus. Nu håber vi, politikerne vil lytte, siger Andreas Genefke Larsen.

mou



06/03/2012 18.26
 
Share |
Nyhedsbrev Tip en ven Udskriv artikel
 

Dette materiale er underlagt 'Lov om ophavsret'. Der må tages en kopi til eget brug.
Der kan indgås aftale med dknyt om udnyttelse af indhold: dknyt@dknyt.dk eller 46 35 33 43