Oversigt

 Få overblikket

dknyt

Følg nyhederne

Kommunen

Læs baggrunden

Agora

Deltag i debatten

dk-portalerne

Vælg fagområde

Modvind på Christiansborg blæser ikke kommunalpolitikere omkuld
Kan regeringens nedtur spænde ben for S-borgmestrenes førerposition i det kommunale landskab? Nej, lyder det optimistisk fra både valgforsker og borgmester på Agora

Af Camilla Boyhus Madsen camilla@kommunen.dk

Ugebrevet A4 offentliggjorde i mandags en analyse, der spår, at hvis regeringens fald i meningsmålingerne fortsætter, så vil det kommunale landkort få en del flere blå felter efter kommunalvalget i 2013. Men valgforsker Ulrik Kjær mener, at man skal være forsigtig med at tillægge afsmitningseffekten for stor betydning.

- Det store flertal, helt op imod syv ud af 10 er mest orienteret mod den lokale valgkamp - både de lokale kandidater og de lokale emner. Derfor er de landspolitiske tendenser interessante, men det mest interessante er det, der kommer til at foregå i hver kommune. For det er der valgene bliver afgjort - heldigvis, skriver han.

Kendis-effekt er ikke nok
Venstre ruster sig til kommunalvalget ved at indstille flere af deres store Christiansborgprofiler som spidskandidater. Blandt andet tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard, der er Venstres bud på en ny borgmester i Mariagerfjord og tidligere undervisnings- og udviklingsminister Ulla Tørnæs, der tager kampen op mod Holstebros socialdemokratiske borgmester H.C. Østerby, der dog ikke lader sig skræmme.

Venstre prøver at sende nogle kendte profiler ind, fordi man håber, at det kan erobre nogle borgmesterposter. Men jeg vil mene, at der er meget stor forskel på landspolitik og kommunalpolitik. Vi er vant til at skulle møde folk i øjenhøjde og der er himmelvid forskel på det, og så sidde inde på Christiansborg og lovgive. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem at være en Christiansborgprofil og så gå ud og klare sig godt i lokalpolitik, skriver H.C. Østerby på Agora.

Heller ikke valgforsker Ulrik Kjær tror, at Venstre skal sætte alt for megen lid til kendis-effekten. På Agora forklarer han:

- Man skal passe på med at overvurdere spidskandidaternes betydning. Selvfølgelig er det spidskandidaten, der får mest omtale, men de kommunale valg er særegne, fordi der bliver afgivet mange personlige stemmer og mange af dem bliver givet til andre end spidskandidaterne. Derfor er det meget afgørende, at man har samlet et godt hold.

Hvor stor en rolle spiller den landspolitiske situation for kommunalvalget? Deltag i debatten her

 



23/05/2012 11.45
 
Share |
Nyhedsbrev Tip en ven Udskriv artikel
 

Dette materiale er underlagt 'Lov om ophavsret'. Der må tages en kopi til eget brug.
Der kan indgås aftale med dknyt om udnyttelse af indhold: dknyt@dknyt.dk eller 46 35 33 43