X

Log ind

Husk kode

Har du glemt din adgangskode?
Militante fra IS i Syrien. (Foto: AP/Polfoto)

I fællesskab kan vi minimere unges radikalisering

Integration Børn & Unge Social Kronik

KRONIK.  Kronikør Ahmet Demir giver sit bud på en profil af unge, der interesser sig for ekstrem religiøsitet eller radikalisering - samt konkrete bud på forebyggelsen

Hvad driver unge til at ofre deres liv for en ekstrem religiøs overbevisning? Med mit indlæg vil jeg belyse emnet med henblik på at forstå ekstreme religiøse holdninger og radikalisering.

Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke har mødt nogen muslimske familier, hvor et ungt familiemedlem er taget til Syrien for at deltage i krigen, og forældrene er stolte af det. Tværtimod hører jeg gang på gang forældrene give udtryk for angst for, at deres unge kommer i kontakt med ekstremt religiøse miljøer og grupper, som kan få dem til at ofre deres unge liv i en religiøs krig.

Jeg har derimod mødt mange forældre, der åbent samarbejdede med alle, der ville støtte deres unge i ikke at blive ekstremt religiøse.

Radikalisering blandt unge er et tema, der optager forældre, ungdoms- og uddannelsesinstitutioner, debattører og politikere. Radikalisering sker blandt alle unge i alle samfund og kulturer, men periodisk følger unge muslimers interesse for radikalisering mediebilledet, især efter 11. september 2001.

Efter 11. september skete der noget med vores verden. USA og flere europæiske lande gik ind i Afghanistan og Irak, og denne indblanding i muslimske landes interne anliggender fik nogle ekstremt religiøse grupper til at opfatte det som fremmede magters besættelse. De brugte religionen som samlingspunkt mod besættelsesmagten.

11. september medførte også et skred i befolkningernes holdning til muslimer. Alle muslimer blev skåret over en kam, så man bevidst eller ubevidst sendte signaler til de unge muslimer. Signalerne indikerede, at muslimer var farlige, religiøse ekstremister, der skabte usikkerhed og utryghed i samfundet.

En profil
Mit indlæg er skrevet ud fra 30 års arbejde med bl.a. socialt udsatte, muslimske familier og deres unge. Jeg vil her give mit bud på en profil af unge, der interesser sig for ekstrem religiøsitet eller radikalisering.

De unge har oplevet svigt og mangler forbilleder. De kan have oplevet fysisk og psykisk vold, omsorgssvigt og føler sig generelt svigtet af alle voksne. De kan i perioder have været på kant med loven og fx begået kriminalitet og vold. De har ikke oplevet en anerkendende relation mellem forældrene, dem selv og resten af familien. De er vokset op uden faderfigurer og forbilleder.

Unge, der har haft en hård barn- og ungdom, udvikler enten en tilbageholdende eller en udadreagerende personlighed. Tilbageholdenhed viser sig både i familien og i sociale fællesskaber. De udadreagerende søger helt fra barndommen udfordringer og grænser.

Begge reaktionsmønstre får dem til at skille sig ud i institutioner og skoler. De kan ikke indfri forældrenes og skolens forventninger til dem som dygtige elever.

De tilbageholdende unge udvikler ofte lavt selvværd, lav selvtillid og lav selvfølelse. Det får dem til at føle sig uduelige og udenfor i både skolen og sociale fællesskaber. Derfor søger de anerkendelse og bekræftelse hos andre unge eller grupper, og denne anerkendelse kan de få hos ekstremistiske, religiøse grupper.

De udadreagerende unge får omverdenens opmærksomhed på grund af deres mod til handling. De kan have gode kommunikative evner og kæmper for det, der optager dem. Via deres selvværd og personlige karisma får de omverdenen til at interesse sig for dem og vækker derved interesse hos ekstremt religiøse grupper, hvor de kan få en ordfører- eller lederrolle.

Når unge havner hos ekstremt religiøse grupper, kan det koste dem deres liv, hvilket efterlader en kæmpe skyldfølelse og sorg hos deres forældre og nærmeste familie.

Familiernes baggrund
Forældre ønsker som udgangspunkt det bedste for deres børn og unge, men bl.a. følgende forhold kan medvirke til, at nogle unge finder 'håb/mening' hos religiøse ekstremister.

Forældrene kæmper med arbejdsløshed, helbredsproblemer, misbrug af euforiserende stoffer og/eller en trængt økonomi. Forældrene kæmper for at få familien til at hænge sammen, men nogle går i opløsning.

Forældrenes interne kommunikation er nedladende og bebrejdende, og de tyr til vold mod hinanden og i opdragelsen. Familiemedlemmerne bekæmper hinanden for at være sin egen herre.

Forældrene lever et isoleret liv uden kontakt til danskere og uden et kulturelt netværk. De har ringe kendskab til dansk sprog, kultur og samfund. Opdragelsen foregår efter autoritære principper, hvor forældrene styrer og kontrollerer deres børn af frygt for, at de unge enten bliver 'for danske' eller tiltrækkes af ekstremt religiøse grupper.

Når de unge udvikler ekstremt religiøse holdninger, går forældrene i panik. De lever konstant i angst og føler både skyld og skam. En stor del af disse forældre tør ikke dele deres afmagt med andre. Den unges interesse for ekstremisme er med til at grave grøften mellem forældre og unge dybere. Forældrene frygter at miste deres unge, og vi har set, at det kan være en realitet.

Forældrenes psykiske tilstand bliver dårligere. Den første professionelle, forældrene henvender sig til, er deres egen læge, men de fortæller ikke den egentlige grund til, at de har det dårligt og ikke kan sove om natten. Derfor får de sovepiller til at 'medicinere' sig ud af deres barns interesse og motivation for ekstremt religiøs overbevisning.

Samfundsmæssige faktorer som medvirker til radikalisering
Generelt har samfundet et negativt syn på muslimernes kultur og religion. I debatter og ved omtale i medierne fremstilles muslimer som roden til alt ondt, så der graves grøfter mellem muslimer og den danske befolkning.
Debattørers, politikeres og mediers retorik omtaler fx muslimers integration negativt. Udsatte, muslimske unge ses primært som problematiske og besværlige for samfundet.

Vores skoler, uddannelsessteder og arbejdspladser er generelt ikke gearet til socialt udsatte, især ikke muslimer. Der mangler koordinering af helheden og den forebyggende indsats i forhold til udsatte muslimske børns og unges sociale interaktion med henblik på skole, uddannelse og arbejdsliv.

Hvordan forebygges radikalisering blandt unge?
Vi ved efterhånden, at nogle unge på grund af deres ekstreme, religiøse overbevisning tager af sted for at deltage i krige. Nogle mister livet, nogle vender tilbage til samfundet.

For at forebygge religiøs ekstremisme blandt unge mener jeg, at der skal sættes ind på alle fronter. Det er ikke tiden at bebrejde hinanden og forsøge at placere ansvar og skyld. De unges radikalisering er et fælles ansvar. Jeg mener, at vi kan forebygge religiøs ekstremisme og radikalisering med bl.a. følgende tiltag.

Der skal skabes dialog mellem forældrene og de af samfundets aktører, som har med deres børn at gøre. Vi må finde et fælles sprog, dvs. en måde hvor vi kan kalde ting ved rette navn og styrke samarbejdet, så vi undgår udenomssnak. Vi skal i dialog og holde hinanden ansvarlige for indgåede aftaler i forhold til de unge.

Grupperne skal se positivt på hinanden. Forældrene skal være bevidste om, at deres omtale af samfundet har væsentlig betydning for deres børns og unges trivsel og syn på samfundet. Debattører, medier og politikere skal få øjnene op for, at muslimer er andet end deres religion. De skal se, at muslimer har en funktion og rolle i samfundet på lige fod med alle andre, og lægge vægt på det i debatten, så den almindelige befolknings synspunkter påvirkes i positiv retning.

Hvis et ungt menneske sender signaler, som indikerer radikalisering, skal man på et tidligt tidspunkt gå direkte til forældrene og udarbejde en præcis plan for, hvad der skal gøres.

Skoler og uddannelsesinstitutioner skal være rummelige og skabe rum for de unges læring. De unge skal inkluderes i fællesskabet og bringes til at tro på sig selv, fx ved at gennemføre skolen eller en videreuddannelse. Man skal finde ud af og undersøge, hvorfor nogle unge har svært ved at fastholde skole og uddannelse. Med udgangspunkt i den enkelte kan man iværksætte den nødvendige pædagogiske og faglige støtte, så den unge føler sig som en del af fællesskabet i skolen og på studieholdet og ikke har behov for ekstremt religiøse gruppers anerkendelse.

På arbejdsmarkedet skal muslimer være synlige, så alle kan opleve, at selv om man har en anden kulturel og, religiøs baggrund, kan man arbejde på lige fod med andre.
Det er utopi at tro, at vi helt kan forebygge unges interesse og motivation for radikalisering og ekstrem religiøsitet. Men jeg er overbevist om, at vi i fællesskab kan minimere tilstrømningen af unge til de ekstremt religiøse grupper.


Socialkonsulent Ahmet Demir, www.ahmetdemir.dk

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dk-job

Se alle aktuelle stillinger

Se hele Agora-debatten
– og deltag i debatten

Fra Twitter
Find din leverandør
Seneste nyt fra dk-portalerne

dknyt er leverandør af nyheder, baggrund, debat og information til kommunale, regionale og andre offentlige beslutningstagere. Læs mere