X

Log ind

Husk kode

Har du glemt din adgangskode?

Indlæg

  • Appel: Sig nej til økonomiaftale, hvis ikke effektiviseringskrav fjernes

    Jan Hoby  
    17/03 kl. 14.47

    Vi vil som kommunale tillidsfolk bede borgmestrene om at stå sammen og gøre en indsats for det kommunale selvstyre og for den kommunale velfærd. De enkelte kommuner kan ikke længere selv dæmme op for de massive besparelser, kommunerne er påført siden 2009, og MED-udvalgene kan ikke længere garantere for hverken kvalitet i ydelser eller for arbejdsmiljøet for de mange kommunalt ansatte. Der er brug for, at de kommunale politikere står sammen om at fortælle Folketinget, at bægeret er fyldt.   

    Velfærd handler om, at vi passer på hinanden. Vores velfærdssamfund bygger på, at offentligt ansatte skaber gode daginstitutioner, velfungerende skoler, et godt sundhedssystem, værdig hjælp til ældre og støtte til udsatte borgere, og at de sikrer en velfungerende administration og et højt serviceniveau.

    Men vi kan ikke bevare velfærden, når op mod hver tiende offentligt ansatte står til at blive fyret på grund af besparelser. Siden 2009 har kommunerne fået tilført 10 mia. kr. mindre hvert år på grund af budgetloven, service- og anlægsloftet. Kommunernes personaleforbrug faldt med 3.204 fuldtidsstillinger fra november 2015 til november 2016. Udviklingen vil forsætte, hvis ikke velfærdsnedskæringerne stopper.

    Regeringen presser fortsat kommunerne med et angreb på det kommunale selvstyre samt med milliardbesparelser, budgetlov og det såkaldte moderniserings- og effektiviseringsprogram.

    Som næstformænd og medarbejderrepræsentanter i kommunernes mere end 98 HovedMED forlanger vi, at KL siger nej til en økonomiaftale med regeringen, hvis ikke moderniserings- og effektiviseringsprogrammet fjernes.

    Vi fik sammen fjernet omprioriteringsbidraget i 2016. Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet er blot et omprioriteringsbidrag i ny forklædning.

    Vi opfordrer til at forsvare vores velfærd i alle kommuner. Offentligt ansatte, borgere og politikere må stå sammen om at få besparelserne taget af bordet. Vi vil i stedet have tryghed, godt arbejdsmiljø og velfærd.

    Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen For Socialpædagoger og næstformand i Hoved MED i Børne- og ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune - på vegne af 138 medunderskrivere fra medarbejderrepræsentationerne i kommunernes hovedsamarbejdsudvalg. 

     

     

     

     

     

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dk-job

Se alle aktuelle stillinger

Se hele Agora-debatten
– og deltag i debatten

dknyt er leverandør af nyheder, baggrund, debat og information til kommunale, regionale og andre offentlige beslutningstagere. Læs mere

2.0635 s.