| |
Københavns Kommune bør føre en aktiv ghettopolitik
Jeg reagerer med hovedrysten på historien om, at borgerne ved Blågårds Plads på Nørrebro i København ikke længere har en lokal Netto-butik, de kan handle i. Den er lukket som følge af lokale indvandrerbøllers hærgen.
Det er sådan, at Københavns Kommune faktisk har en række nyttige redskaber til sin 0rådighed, der kan begrænse ghettoproblematikken, men de undlader at gøre det.
Der blev i 2009 vedtaget en række tiltag mod ghettoisering i Folketinget. De tiltag er blevet brugt i blandt andet Århus, men jeg konstaterer, at det socialistiske flertal i Københavns Kommune ikke ønsker at bruge de redskaber, som et flertal i Folketinget ellers har givet dem.
Man kan for eksempel ændre beboersammensætningen ved at udleje et antal boliger i for eksempel Mjølnerparken uden om ventelisterne til ressourcestærke lejere. Man har muligheden for simpelthen at lade boliger stå tomme i op til seks måneder, mens man annoncerer efter lejere uden om ventelisten. Det er jo klart, at en ændret beboersammensætning er hovednøglen til at ændre et områdes status væk fra at være en ghetto.
Tiltagene mod ghettoisering blev vedtaget den 26. marts 2009 i en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti stemte imod forslaget.
Nye tiltag skal have tid til at virke, men bruger en kommune ikke de værktøjer, som er givet i bl.a. ny lovgivning, sker der jo ingen forbedringer i de problemramte områder. Så fortsætter den negative udvikling. Jeg mener, at det er det socialdemokratiske styre i Københavns pligt at udnytte de værktøjer, som et flertal i Folketinget har givet dem, ellers svigter styret i København byens indbyggere.
MF og boligordfører Anita Knakkergaard (DF)
|