| |
Jeg tror ikke det er muligt at stoppe terroroverfaldene her i Danmark blot ved at yde sikkerhed samt døgnbevogte de personer, som er målrettet til at blive likvideret. Efter min mening er det en meget lille del af en proces, som dækker over et meget indviklet og kompliceret problem.
Når folk bekriger hinanden i religionens navn, så er det ikke lige nemt at afvæbne dem. Troen kan været meget dominerende i folks tilværelse og adfærd, så kan blinde dem godt og grundigt fra omverdenen og yderligere fanatikere kan gøre alt for at forsvare deres tro og guder med forventningen om belønning i evigheden.
Vi har gennem tiderne været vidne til store krige pga. religioner. Civilisation har desværre ikke kunnet stoppe religionskrige rundt omkring. Løbende har vi oplevet det i Libanon, Jugoslavien osv.
Med indvandring og øget tilflytning fra de muslimsk mellemøstlige lande, dukker en del meget religiøse muslimer op i Danmark. Enkelte har udviklet sin religionstro til radikalisme og dermed forsvarer de deres religion med liv og sjæl, som vi oplever det - godt og grundigt i forbindelse med Mohammed tegningerne og hvordan de reagerede på det.
Flygtninge fra Mellemøsten, uanset deres religionsgrader, har aldrig gået stille med dørene i Danmark. Tværtimod er de blevet bemærket, fordi kulturen er fuldstændig anderledes end den danske. Man har jo været vidne til andre grupper af flygtninge, som ubemærket er smeltet sammen med den danske daglige rytme uden stort postyr. Jeg mener her de vietnamesiske flygtninge, der klarer sig meget godt og som har stor sympati fra de danske hjerter og i de danske hjem.
Men hvad er det, som gør de mellemøstlige medborger så specielle? Efter min mening er det bl.a. deres temperament, som er overvældende efter dansk smag og det har forskrækket folk og gør dem lidt tilbageholdende med at acceptere de mellemøstlige gæster.
Når disse mennesker tilmed kommer med en anden religion i bagagen end kristendom, så gør det ikke sagen bedre.
Forholdet mellem Danmark og den muslimske verden uden for Danmark har uden tvivl en del at sige samt påvirker de herboende muslimer i Danmark og deres tillidsforhold til nationen.
Vi danskere samt staten Danmark var og er fortsat dårlige til at markedsføre det meget vigtige budskab til den muslimske verden med at i Danmark er vi ikke antimuslimer og vi elsker vores ytringsfrihed, hvor intet er helligt i humorens navn. Muligvis er det blevet sagt før, men måske har det været halvhjertet. Desværre bliver der gerne groft generaliseret når det handler om muslimer og det billede der dominerer er et dårligt skræmmebillede af islam. I midten af den generaliserede danske islamiske fobi, har der været forsøgt på at skelne mellem islam og islamister samt forklare, at de milliarder af muslimer, som du finder på kloden ikke er ens og at størstedelen af dem er ligeså fredelige og medgørlige folk, som alle andre. Men disse stemmer forsvinder desværre i mængden af de mange andre, der promoverer antimuslimske kræfter. Der er ingen tvivl om, at der jo findes muslimske fanatikere herhjemme og tusindvis i den store verden. De forsøger uafbrudt at sætte dagsordenen og at få den politiske islam på menuen. Og når man bliver meget radikal og fanatiker, er behovet for at forsvare profeten så stort, at man kan forsvare at foretage overfald i Allahs navn - synes måske ligefrem det er en pligt. Det har vi været vidne til i forbindelse med Mohammedtegningerne og nu i Århus i forbindelse med at drabsforsøget på en af tegnerne. Dette overfald er både ulovligt og voldelig og statens love definerer det som terror.
Terror skal bekæmpes både udenfor og i Danmark. Og det er ikke kun med overvågning og fysiske foranstaltninger, men også med dialog og debat, som en del ikke tror på.
Vi har hørt og været vidner til, at der findes nogle, som sympatiserer med islamister, uden at være rigtige medlemmer af islamistiske organisationer. De er måske blevet lokket på en eller anden måde og de kan også blive påvirket og befinde sig i farezonen, hvis man ikke får dem i dialog og omskolet til danske muslimer med tillidsforhold til Danmark. Jeg kan forestille mig, at det ikke er nemt og det kræver også en del. Det, som kan gøre sagen endnu mere kompliceret er, hvis de har dansk papir og per definition er danske.
Jeg har i lang tid spekuleret på, hvordan et stykke papir og en eksamen kan ændre folks identitet og tillidsforhold til at blive danske. Spørgsmålet er, om man kan det ? Min erfaring er, at man bliver nødt til at opgive noget og slække på nogle ting, for at tilpasse sig og give plads til noget andet. Jeg har f.eks. droppet at lære mine børn mit modersmål, som er ægyptisk. Og det kan også diskuteres, om det er rigtigt eller forkert, men jeg har vurderet, at mine børn er født og opvokset som danskere og det er det vigtigste for dem. Deres ægyptiske families interesser må nedprioriteres. Det ser ud til, at mit valg var klogt og prioriteringen var rigtig. Mine børn er voksne og stolte af at være danskere med egyptiske rødder.
Tilbage til statsborgerskabet. Selvom der er meget strenge regler for at få dansk statsborgerskab, så synes jeg, at det allervigtigste er at folk lærer om den danske mentalitet. Tag f.eks. det danske temperament kontra temperamentet fra Mellemøsten.
Her vil jeg sige, at jeg har boet i Danmark i mere end 25 år og jeg har aldrig været vidne til fysisk slagsmål mellem 2 danskere. Folk kan være vrede og diskutere i timevis uden at slå på tæven - ellers er det en undtagelse. Når jeg er på besøg i den meget livlige og kæmpestore by, Cairo, så det er ikke usædvanligt, at der er slagsmål og det kan være over meget banale ting. Det er bare for at nævne, at der er temperaments- forskel og det skal man også regne med, når folk flytter herop.
Så konklusionen er, at dansk statsborgerskab skal udvides med en opgradering vedr. danske manerer, omgangsformer og konfliktløsning. Der er mange ting, som kan virke banale, men efter min mening kan det gøre afstanden til danskheden endnu kortere og det er bedre at forebygge end at straffe.
Medhat Khattab, speciallæge i Svendborg
|
Få overblikket
RSS-feed
