Kære Ulla Seerup Thomsen

Jeg er ansat som jurist i en fagforening, og mig bekendt er der ingen, der sagsbehandler ud fra et kriterium, der går på, om man er indvandrer. Men tallene taler deres tydelige sprog: ca. en kvart million mennesker er på førtidspension. Det svarer til ca. hver 12. indbygger mellem 18-60 år. En uforholdsmæssig stor del er indvandrere med muslimsk baggrund. Dette er ikke et forsøg på at stigmatisere - det er et sørgeligt faktum.

Jeg tror ikke på, at der er så mange - især indvandrere med muslimsk baggrund, der er for syge til at forsørge sig selv, og selvom jeg selvfølgelig er forbandet over at skulle finansiere de indvandrerbander og den ghettodannelse, der med al tydelighed signalerer, at de ikke vil være en del af vores samfund, selvom de kræver at blive understøttet af det - så er det ikke min pointe.

Sprogtest, uforståelige skrivelser og langsommelig sagsbehandling til trods - så er der for mange, der får førtidspension. Og min påstand er, at der er en relativt stor gruppe, som ikke burde få førtidspension, men som godt kunne forsørge sig selv i hvert fald delvist.

En gruppe, som rigtig mange førtidspensionister med indvandrerbaggrund tilhører, og som på grund af sprogvanskeligheder, dårlig integration, kulturelle forhold, mislykkkede aktiveringstilbud m.v. bliver parkeret på førtidspension på psykisk indikation. Det giver dem et dårligere liv og gør sådan nogle som mig sure på dem, fordi de ikke bidrager til fællesskabet og ofte isolerer sig fra det omgivende samfund.

Lad os derfor få tallene på bordet, så vi kan få gjort noget ved det. Som tingene udvikler sig nu, er der en stadig mindre del af befolkningen, der forsørger stadigt flere. Jeg er derfor nødt til at reagere, når rigtige tal efter min mening bliver brugt forkert. Det er trods alt velfærdsstatens fremtid, der er på spil.

Venlig hilsen

Aia Fog (DF)

Til Aia Fog

Du har måske ret i, at der bør undersøges grundigt, hvilke baggrunde, der er for at så mange mennesker er 'havnet på førtidspension'. Især mange unge og i endnu højere grad mange nydanskere. Hvilke tilbud/muligheder har disse mennesker fået for at vælge selv??

Men i stedet for, som mange fra DF gør, at skyde skylden på indvandrerne, vil det være ønskeligt, om I kunne bede regering og kommuner om at sagsbehandle ud fra andre kriterier, end at indvandrere er lade og uduelige, kun kommer for at udnytte vores land og vores 'system'.

Ofte er sagsbehandling meget 'tung og langsommelig' - hvilke muligheder findes for at få mennesker med fysiske og/eller psykiske problemer i gang med en integration på arbejdsmarkedet?

Sprogskolerne bliver brugt - men sprogtesten er under al kritik - den er så urealistisk sammensat, at mange etniske danskere ikke vil kunne svare på det nødvendige antal spørgsmål for at bestå.

Regler og love, men ikke mest 'praksis' er ofte uoverskuelige for både fagfolk og lægfolk. Sproget i de offentlige skrivelser er meget ofte uheldigt og ulæseligt.

Kontakten til kommunens ansatte kan være 'sej og svingende'/lang ventetid/hele tiden skiftende medarbejdere/medarbejdere uden den nødvendige faglige viden.

Som forsvar for kommunale medarbejdere vil jeg fremhæve: Mange 'sager'/medarbejder, stigende papirtyranni, udskiftning-omstrukturering.

Find frem til de virkelige årsager - ikke bare at indvandrerne igen er skyld i den megen dårligdom i Danmark.

Med venlig hilsen

Ulla Serup Thomsen, formand for Handicapråd, pensioneret speciallærer, aktiv frivillig i socialt arbejde i Viborg Kommune

'Vi er verdens mest mentalt nedslidte'. Det var en af overskrifterne i Berlingske den. 14. februar, der uddybede overskriften med resultatet af en omfattende OECD-rapport, der viste, at Danmark er det land i verden, hvor flest mennesker forlader arbejdsmarkedet, fordi de er psykisk slidt ned. Denne konklusion var man nået frem til, fordi ca. halvdelen af alle tilkendte førtidspensioner gives på psykisk indikation.

Den gode nyhed er, at det efter al sandsynlighed slet ikke passer: Vi er ikke de mest mentalt nedslidte, for det er ikke dem, der har de mest stressende jobs, der befolker statistikkerner for tilkendt førtidspension.

Den dårlige nyhed er, at de alt for høje tal for tilkendelse af førtidspension er rigtige nok, og at de dækker over helt andre sociale og kulturelle problemer, end at arbejdsmarkedet en bloc stiller for høje krav til den enkelte. For mig - og sikkert også en del andre, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedsforhold - er det dybt frustrerende, at man ikke er gået ind i tallene og har forsøgt at afdække dem.

Hvorfor er der f.eks. ingen, der stiller spørgsmål til, hvordan det kan være, at hver 3. indvandrerkvinde i Århus mellem 40 og 60 år er på førtidspension? Eller hvorfor antallet af førtidspensionister i Odense er steget med 50 pct. de seneste fem år? Og hvornår kommer tallene for, hvor mange indvandrere, der i det hele taget er på førtidspension, og hvor mange af dem er tilkendt på grund af en psykisk indikation?

Jeg vil godt vove den påstand, at grunden til, at så mange tilkendes førtidspension på psykisk indikation er, at der er en relativt stor gruppe, som man ikke aner, hvad man ellers skal stille op med. Det er selvfølgelig en påstand, men jeg kunne rigtig godt tænke mig, at nogen ville efterprøve den, i stedet for at drage forhastede konklusioner om, at vi er verdens mest nedslidte folkefærd. Vel er vi ej nedslidte. Vi er sandsynligvis blot verdens mest elendige til at kræve noget af hinanden - herunder kræve at når man bor her i landet, så har man også pligt til at forsørge sig selv i det omfang, det overhovedet er muligt.


Aia Fog (DF)