Kommunernes hjælp til udsatte børn og unge omstilles i stort omfang i disse år. Til det bedre mener vi i Børne- og Kulturchefforeningen.

Der er brug for at udvikle en række differentierede tilbud i nærmiljøet, for det er her barnet/den unge fremover skal leve og der er brug for et opgør med udsagnet om, at langvarige institutionsanbringelser af børn og unge er ensbetydende med kvalitet for den enkelte.

Vi kalder denne omstilling for Nyspecialisering. Og med Nyspecialiseringen ønsker vi at hjælpe udsatte børn og unge i deres daglige miljøer. Specialisternes viden skal bringes ud til børnene. Det er i udgangspunktet ikke børnene, som skal fjernes og bringes til specialister langt fra hjemmet.

Nyspecialiseringen betyder, at kommunerne anvender færre pladser på de meget specialiserede institutioner. Det betyder, at den særlige viden, der er til stede i disse institutioner, i stedet i højere grad, skal bringes i spil i kommunernes dagtilbud, fritidstilbud og skoler. Herved kan specialinstitutionerne komme til at fungere som kompetencecentre. Denne omstillingsproces kan være hård for det berørte personale på institutionerne, men det er ikke et udtryk for, at børnene lades i stikken. Tværtimod, med Nyspecialiseringen får de bedre hjælp tættere på deres egne miljøer, og tættere på alle andre børn og unge.

Nyspecialiseringen ændrer ikke kommunernes pligt til at beslutte foranstaltninger og til at tvangsanbringe børn og unge, der er truet af omsorgssvigt, vold og overgreb i deres familier.

Det er afgørende, at kommunerne handler rettidigt og relevant, når det gælder truede børn og unge. At handle relevant mener vi, lige såvel kan være at finde et tilbud i barnets/den unges nærområdet, frem for at placere barnet langt væk fra et kendt netværk. Dette er i øvrigt også i overensstemmelse med lovgivningen i Barnets Reform.

Formand for Børne- og Kulturchefforeningen, Fleming Olsen, og tovholder i BKF-familienetværk, Christian L. Hansen