
ISHØJ: Socialdemokratiet i Ishøj er parat til at ekskludere byrådsmedlem Seyit Ahmet Özkan for udtalelser om at zionister og ikke muslimer står bag Islamisk Stat. I første omgang håber den lokale partiorganisation dog på at Özkan selv vil trække sig, oplyser partiet.
- Vi kan ikke forsvare at have en mand med de holdninger på den socialdemokratiske liste til det kommende kommunevalg. Det er ikke foreneligt med Socialdemokratiets politik, lyder det fra Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S).
Seyit Ahmet Özkan har været byrådsmedlem siden KV93 og er 1. viceborgmester, men hans udtalelser til Radio 24syv om en zionistisk sammensværgelse bag Islamisk Stat har fået S-gruppen i Ishøj Byråd til på et ekstraordinært sommergruppemøde at tage afstand fra udtalelserne og opfordre Özkan til selv at trække sig fra gruppen. Det ønsker han dog først at tage stilling til, når han er tilbage fra ferie i Tyrkiet midt i august, men hvis ikke han selv bekvemmer sig til at sige farvel, er partiet klar at gøre det for ham.
- Vi håber, at Seyit Ahmet Özkan selv tager konsekvensen af sine holdninger, ellers er jeg indstillet på, at vi indkalder medlemmerne til en ekstraordinær generalforsamling, siger formanden for Ishøj partiforening, Henning Bjerre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.