dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Dansk Folkepartis filmede straffekast

KLUMME Træd et skridt til siden, så den ens kommuneskatteprocent klasker i gulvet, og det bliver tydeligt, at det aldrig var meningen at nå målet

I sport gælder det om at vinde, og det gælder også om at overholde reglerne og operere inden for et vist, i nogle tilfælde bredt defineret, begreb af fairness. Sport og politik kan godt minde lidt om hinanden, forskellen er bare, at i politik gælder det kun om at vinde.

Da kvindelandsholdet i håndbold vandt det olympiske guld i Atlanta i 1996, var modstanderen Sydkorea, og for det holds vedkommende var det virkelig på sin plads med tilføjelsen ‘bredt defineret’ til det fairness-begreb, det opererede indenfor. Så meget mere, som man undervejs i turneringen kunne få det indtryk, at de sydkoreanske spillere i sjælden grad var udsat for de andre holds unfair spil og derfor fik en masse straffekast.

Enhver kunne selv se, og det kunne dommerne også, hvordan de tapre sydkoreanere gang på gang forsøgte at kaste sig gennem en blokade på målcirklen for at komme i position til at forsøge at score, men ak, gang på gang skammeligt blev tacklet uregelmæssigt og fik bolden flået ud af hænderne på dem, så de landede på gulvet uden bold og frarøvet deres scoringschance. Men så fik de jo trods alt straffekastet.

Sådan gik det langt op gennem turneringen. Det blev det danske hold, der bragte det til ophør - ikke fordi tacklingerne ophørte, men fordi det blev afsløret, at de ikke fandt sted. Sydkoreanerne havde udviklet en teknik, så de uanset håbløse udsigter til at gennembryde en blokade gjorde det alligevel med den bevidste hensigt at få det til at se ud, som om de blev tacklet uregelmæssigt, så de kunne bytte en udsigtsløs position ud med et straffekast.

En ende på film-forsøgene
Modstanderholdenes spillere havde selvfølgelig for længst gennemskuet det, for de vidste jo godt, om de havde tacklet eller ej. Men dommeren kunne ikke se det, eller i hvert fald var de meget tilbageholdende med at vurdere det som film.

Indtil de danske spillere svarede igen med et tilsvarende trick: hver gang en sydkoreansk spiller kastede sig ind i en blokade for at filme sig til et straffekast, trådte de danske spillere simpelt hen et skridt til siden, så det blev tydeligt for enhver, at sydkoreanerens hensigt udelukkende var at smide sig på gulvet uden at gøre forsøg på at score. Den taktik gjorde hurtigt en ende på film-forsøgene.

Sport og politik kan godt minde lidt om hinanden, og i dette tilfælde finder vi ligheden i Dansk Folkepartis flere gange fremsatte forslag om en centralt fastsat ens kommuneskat i alle kommuner.

Forslaget blev senest luftet i juni, og reaktionerne var lige så forudsigelige, som de var magen til dem, der kom i januar 2015, da partiet luftede sin idé første gang: alle med udsigt til gevinst synes bedre om det end dem, der har udsigt til at miste ved det. Og så er der alle de praktiske indvendinger, som også var de samme anden gang, som de var første gang.

Modstanderpartiernes forudsigelige reaktion
Ligheden med begivenhederne under den olympiske håndboldturnering i 1996 består i, at det helt ligesom dengang aldrig har været meningen, at forslaget skulle blive til noget.

Det gør det heller ikke, og det ved DF naturligvis udmærket. Men derfor kan man jo godt forsøge at indkassere pendanten til straffekastets målchance, den mulige vælgermæssige gevinst, der fremkommer blot ved at fremsætte det og fremkalde modstanderpartiernes forudsigelige reaktion.

Nu er den gået to gange med halvandet års mellemrum, første gang op til FV15 og anden gang nu her op til KV17. Hvis Dansk Folkeparti holder kadencen, ser vi den nok luftet endnu engang op til FV19. Atlanta om igen, med den afgørende forskel at modstanderne endnu ikke ligesom håndboldkvinderne dengang har fundet et modtræk, der kan gøre en ende på det.

Måden at stoppe det på ligger ellers lige for: Gør ligesådan, træd et skridt til siden, så den ens kommuneskatteprocent klasker i gulvet, og det bliver tydeligt, at det aldrig var meningen at nå målet. Så udebliver gevinsten, og så stopper det.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/dansk-folkepartis-filmede-straffekast

GDPR