

BORNHOLM: Fredag formiddag kl. 10 er så tilpas tidligt på en politikfestival, at en hel del deltagere vil være tilbøjelige til at kalde det fredag morgen, i hvert fald så meget morgen at fremmødet på Cirkuspladsen var behersket, da Liberal Alliances 'store leder', som storesøster Mette Bock introducerede Anders Samuelsen, skulle levere sin partiledertale.
Alligevel var han ikke bleg for at gøre opgaven yderligere vanskelig for sig selv ved at tale om en bog, som sandsynligvis de færreste tilhørere overhovedet havde hørt om, endsige læst - en bog som Bill Gates vil bruge nogle af sine Microsoft-millioner på at give til amerikanske universitetsstuderende, og som Anders Samuelsen vil ud og lede efter finansiering til, så også alle danske unge, der afslutter en ungdomsuddannelse, kan få et eksemplar.
Altsammen for at aflevere den pointe der også er bogens - Factfulness hedder den, skrevet af Hans Rosling - nemlig at alting går meget bedre end de fleste tror. Anders Samuelsen fik også nævnt at siden 1989 er antallet af ord i love og bekendtgørelser blevet tredoblet, dog ikke som et eksempel på det gode men som argument for at regler og love skal være ‘simple retningslinjer’ og ikke blive mere og mere detaljerede for hver revision.
Socialdemokratiets Mette Frederiksen ville også rydde op i nogle regler, sagde hun, da det blev hendes tur. Ud med de nationale tests, ud med karakterbonus og ud med uddannelsesloftet, lød parolen, som hun havde uddestilleret fra tilbagemeldinger hun havde fået efter sidste års folkemødetale.
Den politiske tale nogensinde, hun havde fået flest reaktioner på, sagde hun, og da den handlede om børn, gjorde dette års tale det også. Det er ikke alle partiledere, der vil gøre det svært for sig selv.
På samme måde undlod hun at gøre livet (det politiske) sværere for sig selv ved at nævne sin radikale modpart Morten Østergaard, som aftenen forinden havde stillet hende et slags ultimatum: DF eller os. Ikke et ord om det. Det lod hun publikum om, idet nemlig hun kaldte til opgør mod præstationskulturen med støtte fra 'Enhedslisten, Alternativet, SF og...' nåede hun til, da hun blev afbrudt med nej-tilråb.
Men jo sagde hun. Mette Frederiksen vil gerne samarbejde med De Radikale. Om dét, tilføjede hun og fik dermed på elegant vis affærdiget torsdagens østergaardske krigserklæring uden overhovedet at nævne den.
Tilsvarende overskudsagtig var Lars Løkke Rasmussen, da han indledte sin partiledertale for Venstre med at ønske en af sine forgængere som statsminister, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, tillykke med 75 års dagen, som han netop havde fejret sammen med ham med 'kakao og en noget smeltet lagkage', som han sagde.
Foruden Poul Nyrups 75 års fødselsdag var fredagen også Valdemarsdag, den dag Dannebrog faldt ned fra himlen for 799 år siden. Altså har Dannebrog næste år 800 års fødselsdag, og det mente Lars Løkke Rasmussen ville være naturligt at markere.
Jævnfør tidligere erfaringer med flagmæssige udtalelser fra Lars Løkke Rasmussen bliver det interessant at se hvilke tilsyneladende uforståelige forespørgsler det nu vil afstedkomme. Det huskes stadig da samtlige statsinstitutioner blev bedt om at oplyse antallet af flagstænger, udløst af en bemærkning fra Lars Løkke Rasmussen om at man burde flage med Færøernes og Grønlands flag på disses respektive nationaldage. Årsagen kom først frem efter at der i nogen tid var både gættet og gjort grin med optællingen, men denne gang ved vi hvorfor.
Som fredagens sidste partileder havde Pia Olsen Dyhr fra SF i sin tale elementer fra de tre foregående.
Ligesom Anders Samuelsen talte hun om livets vilkår for 150 år siden, denne gang med afsæt i bornholmeren Martin Andersen Nexøs ‘Pelle Erobreren’. Heldigvis er det anderledes i dag, sagde hun, men anbragte ikke desto mindre Jobcentret i herremandens rolle.
Også Lars Løkke Rasmussens tale var der et element fra, nemlig en cadeau til en politisk modstander. Det er ikke alt fra Venstre der er dårligt, Bertel Haarders idé om Folkemødet var i hvert fald ikke, sagde Pia Olsen Dyhr og kaldte Folkemødet 'det levende demokrati'.
Endelig anslog hun samme toner som Mette Frederiksen med en opfordring til at sænke hastigheden og gøre op med de stress-, angst- og depressionsfremkaldende sider af hverdagen, herunder eksamensræset mod ‘det forpulede 12-tal’. Det sagde hun. Med tilføjelsen: ‘De er for helvede bare børn.’
Men hun sagde det også på en anden måde: ‘Mindre CEPOS, mere Folkemøde’ og ‘Mindre ‘Sådan er det jo’, mere hjerte’. Så fik De Radikale også lige dén.
dknyt rapporterer dagligt 'ovrefra'. Læs eller genlæs tidligere klummer:
- Torsdag. Folkemøde med 60 events i timen
- Fredag: Alternativ partiledertale uden sko og selvbevidst radikal brandtale
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.