Det oversete valg

På forhånd var der en vis ideel frygt for, at hvis FV19 blev lagt samme dag som EP19, så ville sidstnævntes valgkamp drukne fuldstændig i førstnævntes. Og hvis man mente at kunne fornemme en vis lettelse over, at valgdatoerne endte med ikke at være sammenfaldende, så kunne man hurtigt efter udskrivelsen af FV19 konstatere, at den lettelse var ganske uberettiget. EP19 er blevet væk.

Ikke at den europæiske sag nogensinde har haft en stor stjerne blandt danske vælgere. Danske politikere, der vil EU det godt, er praktisk taget alle kommet til den konklusion, at de tjener deres formål bedst ved at tale så lidt som muligt om EU.

Det har den omkostning, at EU-modstandere og -skeptikere får scenen for sig selv, men selv de er efter de lidet tillokkende Brexit-erfaringer blevet mere tilbageholdende med at bringe emnet op. Vi gider det simpelthen ikke. Lad EU passe sig selv. En lære der er draget af adskillige folkeafstemninger.

Dog, hvert femte år mobiliserer vi for skams skyld en vis formel interesse. Det er jo dog et valg, og demokratiet skal man skønne på. Det gør vi så også, men de fleste vælger at skønne på det ved at interessere sig for FV19, ikke EP19.

Det er der ikke noget nyt i. Tallene for valgdeltagelse byder på klar tale, hvad det angår. De første år af Danmarks medlemskab af EF, som det hed dengang, blev europaparlamentsmedlemmerne udpeget af Folketinget, altså ved indirekte valg, og da vælgerne i 1979 for første gang selv kunne pege på deres foretrukne kandidater, var det kun 47,2 pct. af dem, der gjorde sig ulejligheden. Under halvdelen. Et signal, der er til at forstå.

Dog, det blev bedre, men også lidt værre igen (46,2 pct. i 1989), og det gjorde det ikke bedre, at valgdagen frem til og med 1999 var en torsdag, hvor stemmesedlerne bare blev pakket ned for først at blive talt op den efterfølgende mandag. Hvis man gerne vil gøre noget i forvejen knap så interessant til noget helt uspændende, så var det virkelig måden at gøre det på. Så uspændende, at det overhovedet ikke hjalp i 2004, da man første gang flyttede valgdagen til søndag. Optællingen samme aften viste en valgdeltagelse på beskedne 47,9 pct.

Først i 2009 lykkedes det at mobilisere en afgørende større andel (59,5 pct.).

Dog er det ganske tvivlsomt, hvad mobiliseringen egentlig gjaldt, for der var to afstemninger den dag. Den anden handlede om en ændring af tronfølgeloven, så den på det tidspunkt treårige Prins Christians førstefødte vil have arveret til tronen, uanset om barnet bliver en dreng eller en pige.

Det er en ret sikker formodning, at interessen for at ulejlige sig hen i stemmeboksen nok så meget gjaldt det spørgsmål. I hvert fald var valgdeltagelsen straks ved næste lejlighed på vej nedad igen (56,3 pct. ved EP14).

Hvor stor valgdeltagelse det bliver muligt at mobilisere søndag 26. maj i år, er et åbent spørgsmål. Vil interessen for FV19 trække EP19 med op, eller vil visheden om endnu en valgdag på grundlovsdag 5. juni blot halvanden uge efter få valgkamptrætte vælgere til tænke, at én må være nok? Det er jo ikke kun valgdage, det er også fridage (næsten).

Et afledt spørgsmål er, om enten en lidt højere eller en lidt lavere valgdeltagelse vil forrykke valgresultatet til den ene eller anden side. Det kan blive afgørende for de yderste mandater, herunder i særlig grad for det konservative mandat, som Bendt Bendtsen hidtil har siddet sikkert på, men som denne gang skal generobres af en ny spidskandidat og derfor forekommer at være mere i farezonen end ellers.

Glipper det, vil Danmark frem til 2024 være ikke alene uden konservativ repræsentation - det kan man leve med, med mindre man netop er konservativ - men også uden repræsentation i den konservative gruppe i Europa-Parlamentet. Det kan man blive tvunget til at leve med, men selv ikke-konservative anerkender, at fravær her vil være en svækkelse af muligheden for dansk indflydelse på EU’s beslutningsproces generelt.

Modsat forholder det sig med en anden gruppe i Europa-Parlamentet, en skeptikeralliance af franske Rassemblement National, tyske Alternative für Deutschland, det østrigske Frihedsparti, italienske Lega, belgiske Vlaams Belang, de finske Sande Finner samt Estlands konservative parti. Her er Dansk Folkeparti også med, og selv med tilbagegang er der ingen risiko for, at Danmark ikke bliver repræsenteret. Men om det så er en styrkelse af Danmarks position i EU, er nok tvivlsomt.