

KØGE: Byrådsmedlem og KV17-spidskandidat for Enhedslisten i Køge, Niels Rolskov, beklager nu, at han i en kommentar her på dknyt kaldte det 'almindeligt kendt at zionisterne har været dybt involveret i IS'.
Enhedslistens ledelse har lagt afstand til synspunktet og vil tage sagen op på et forretningudvalgsmøde, og efter nogle dages betænkningstid er sagens hovedperson nu selv på tilbagetog.
Niels Rolskov bekræftede i første omgang over for dknyt, at det var ham selv, der havde skrevet kommentaren til en artikel på dknyt om en lignende sag i Ishøj, men i en pressemeddelelse fra Enhedslisten i Køge siger han nu, at 'det skal stå helt klart, at jeg aldrig hverken har sagt, skrevet, endsige ment, at Israel har stået bag oprettelsen af IS'.
Kommentaren lød i fuld længde: 'Har de helt tabt sutten derinde? Der er da almindelig kendt at zionisterne har været dybt involveret i IS. For et par år siden blev endog en israelsk general taget til fange i Irak hvor han trænede IS krigere så det er da højst besynderligt at ekskludere en mand for den slags udtalelser???'
- Jeg beklager udtalelsen og tager kritikken til mig, citeres Niels Rolskov i pressemeddelelsen for at sige. Han fortæller også, at han 'har fået forelagt oplysninger, der viser, at min henvisning til den tilfangetagne 'general' ikke holder vand'.
Bestyrelsen for Enhedslistens partiforening i Køge understreger i pressemeddelelsen og over for Ritzau, at man fortsat agter at have Niels Rolskov som spidskandidat ved KV17.
- Vi gør det ud fra en vurdering af Niels Rolskovs arbejde og evner som byrådsmedlem. Der har han vist sig som en meget flittig og grundig politiker i byrådet, og det tror jeg også, at du vil kunne få bekræftet af de fleste andre byrådsmedlemmer. Så vi har stor tillid til hans arbejde der, siger kasserer Flemming Allermand fra Enhedslisten i Køge til Ritzau.
Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra Niels Rolskov selv.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.