dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto fra Mette Frederiksens Facebook-video. Skærmdump af NordicBets pressemeddelelse.

En syg start på valgkampen og en uventet fransk præsidentfavorit

NEDTÆLLING DAG ÷28. Sygdom kommer enten meget på tværs eller utrolig belejligt. Man kan aldrig helt vide.
8. MAJ 2019 11.24

Det er lidt ligesom med paven - da han først havde valgt navnet Frans, forekom det helt utroligt indlysende, selvom ingen havde gættet på det, og på samme måde er det med et folketingsvalg på grundlovsdag. Mere grund-demokratisk bliver det ikke.

Ikke at der ikke er indvendinger. Det skal virkelig være en skidt dag, hvis man ikke kan komme på noget, der er noget i vejen med. Hvorfor ulejlige vælgerne to gange inden for så kort tid? Og bruge 100 mio. kr. to gange til to valgdage i stedet for én? Og den modsatte: EP19 bliver helt væk, når de to valgkampe overlapper.

Endelig er der spørgsmålet, om det virkelig ikke kunne have ventet til Socialdemokratiets formand ikke længere er sygemeldt? Det spørger de sikkert også sig selv om i Venstre, efter at Mette Frederiksen løb med al sympatien fra sin sygeseng. En video på Facebook viser en tydeligt mærket oppositionsleder, der efter eget udsagn 'ikke engang kan få en dagmartærte eller en træstamme ned endnu'. Dagmartærte! Så ved man det er slemt.

I det hele taget kom sygdom til at spille en uventet rolle i forbindelse med valgudskrivelsen. Kristendemokraternes partileder Stig Grenov havde på forhånd brugt så mange kræfter på at skælde over, at partiet ikke selv måtte bestemme, hvem det ville sende til partilederdebatterne i tv, at kræfterne slap op mellem første og anden tv-debat. Han lagde sig syg, og da sygdom jo er hver mands herre, så blev det alligevel en anden, der kom på skærmen for partiet.

Held i uheld, eller et utroligt belejligt ildebefindende, afhængigt af hvordan man ser på det. Heldigvis er partilederen allerede på benene igen, men det var også kun 'et lillebitte ildebefindende', oplyser partiet. Stig Grenovs helbredstilstand under de kommende tv-debatter vil blive fulgt med interesse.

Men ellers handler det jo om, hvem der bliver valgt, og ikke om hvem der kommer i tv. Sammenfaldet af FV19- og EP19-valgkampene betyder enten i den pessimistiske version, at det europæiske perspektiv bliver fuldstændig overrulet af det indenrigske, eller også i den optimistiske version at sammenhængen mellem det hjemlige og det internationale for en gangs skyld kan få en plads i debatten.

Helt overoptimistiske var de hos NordicBet, hvor de satte odds på Madame Frederiksen til 1,18 som vinder af posten som Frankrigs næste præsident. Oui! Intet mindre. Det kan man da kalde en international toppost, men den virkelige lære er, at man aldrig skal copypaste noget fra en gammel pressemeddelelse når man laver en ny. Den nye foreligger nu kun i en rettet version, den oprindelige ses i illustrationen øverst.

En fejl af de mere underholdende. Der er 28 dage tilbage til at begå flere.

 

dknyt tæller dagligt ned til valgdagen. Læs næste nedtælling i morgen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/en-syg-start-p-valgkampen-og-en-uventet-fransk-praesidentfavorit

GDPR