

FOLKETINGET: En engangskompensation for at viske tavlen ren og så en udligningsreform efterfølgende synes at være den foretrukne opskrift på at løse utilfredsheden blandt de kommuner, der mener sig snydt for udligningsbeløb. Om den kan samle flertal henstår indtil videre i det uvisse, men en vis bevægelse i positionerne mente en af deltagerne i onsdagens udligningshøring på Christiansborg at kunne registrere.
Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) skilte sig ud fra sine tre borgmesterkolleger, da han deltog i høringen i Folketingets indenrigsudvalg om svaghederne ved den kommunale udligning. Ikke fordi han var uenig med dem, men fordi han som den eneste af de fire ikke repræsenterer en kommune, der er klar til at gå i retten mod staten. I hvert fald ikke endnu, men det kan måske komme, siger han til dknyt.
- Vi følger udviklingen og skal have drøftet, om vi vil koble os på. Jeg har afventet høringen, og nu tager jeg det til økonomiudvalget, så må vi vurdere, om det giver mening at tilslutte os, eller om der er tilstrækkeligt skred i sagen her efter høringen, siger Kenneth Muhs til dknyt.
De tre andre borgmestre, der deltog i høringen, var Mikael Klitgaard (V), Brønderslev, Mogens Gade (V), Jammerbugt, og Arne Boelt (S), Hjørring, der alle med forskelligt ordvalg lod forstå, at de helst ville være fri for en retssag, men på den anden side var klar til at tage den, hvis ikke de kunne komme igennem på anden vis. Både de og andre deltagere i høringen henviste til den kompensation, som er besluttet for kommuner, der mister de penge, som de ifølge de forsmåede kommuner aldrig skulle have haft.
'Lille bitte smule vrede'
- Da de fik de penge følte vi os en lille bitte smule vrede, sagde således Brønderslev-borgmester Mikael Klitgaard, som desuden lod forstå, at der foruden de 12 kommuner, som allerede har tilsluttet sig en retssag, er der fem-seks mere på vej. Hvis der ikke i stedet kan findes 'en pragmatisk løsning', som han sagde.
Jammerbugt-borgmester Mogens Gade supplerede:
- En engangskompensation ville holde os flydende indtil en udligningsreform kan komme på plads.
Skarpest i retorikken var Hjørring-borgmester Arne Boelt, der med fransk inspiration nævnte gule veste som en mulig nødvendighed for at blive hørt - og så alligevel ikke, selv om folketingsmedlem Finn Sørensen (EL) fandt de gule veste en glimrende idé. Arne Boelt meldte sig i stedet på samme hold som Mogens Gade med ønsket om 'et forlig så vi kan trække vejret i et års tid, indtil vi får en ordentlig reform igennem'.
Folketingsmedlem Magnus Heunicke (S) bidrog med den oplysning, at han havde fået oplyst hvorfra finansieringen var kommet til den kompensation, som gik til kommuner, der mistede penge fremadrettet. Den var fundet ved 'en finansiel overførsel fra Finansministeriet', var beskeden, og så kunne samme opskrift vel bruges også til kompensation bagudrettet, mente han.
Ifølge økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) er der dog den forskel, at den tildelte kompensation er givet som 'overgangsordning til en hårdere virkelighed'. Noget helt andet end efterbetaling, var ministerens synspunkt.
Se også artiklen 'Kommuner bag retssag: Vi vil hellere have en politisk løsning' fra samme høring, og se hele høringen på Folketingets TV.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.