ESBJERG: Sidste valgperiodes faste budgetmakkere Venstre, Socialdemokratiet, SF og De Konservative har denne gang suppleret sig med Dansk Folkeparti, Borgerlisten, Enhedslisten og De Radikale, så det for 2019-budgettets vedkommende er et samlet Esbjerg Byråd der står bag. 'For første gang i nyere tid', hedder det glædesstrålende i en pressemeddelelse fra kommunen, hvoraf kan udledes at 'nyere tid' begyndte efter 2013-budgettet, som også alle partier stod bag.
Forliget afværger en ellers foreslået skolelukning og giver derudover 16 mio. kr. fordelt over 2019 og overslagsårene til nye pc'er og digitale læremidler, og 10 mio. kr. fordelt over 2020 og 2021 til at forbedre indeklimaet på skolerne. Blandt andre større beløb er 34 mio. kr. til at fastholde serviceniveauet under en ændret demografi og 30 mio. kr. til et udgiftspresset handicapområde, begge beløb fordelt over 2019 og overslagsårene.
Endvidere udløser et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed en driftsbevilling til Center for Misbrug & Udsatte på 13 mio. kr. fordelt over 2019 og overslagsårene, heraf 4 mio. kr. til medicinudgifter og 9 mio. kr. til at sikre hvad der utraditionelt kaldes 'en normal drift i centret'. Budgettet andenbehandles i byrådet 8. oktober.
mk
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.