Et blik ud i verden og to forskellige måder at være atypisk

BORNHOLM: Siden sidste års partiledertaler på Folkemødet er Liberal Alliances Anders Samuelsen rykket en tand op på rangstigen som udenrigsminister, og måske var det derfor han lagde ud med et blik ud over verden. Rusland, Mellemøsten, Venezuela, og terroren i Europa.

Men han vendte sig nu hurtigt mod det hjemlige for at opremse sit partis hidtidige politiske resultater med nedsættelsen af bilafgiften (to gange! understregede han) som topnummeret, og økonomiaftale med kommunerne blev også nævnt for de millioner, der er afsat til at støtte kommunale skattenedsættelser, altså skatteindkrævede penge som staten giver til en kommune for at sætte skatten ned. Liberalt? Tja, men dog et resultat Samuelsen fandt værd at nævne.

Blandt løfterne var flere skattelettelser, om nødvendigt i bunden ud fra den betragtning at ingen tilsyneladende har noget imod det, og så er det om at slå til.

Da det blev Socialdemokratiets tur skilte Mette Frederiksen sig ud ved ikke at ville give en typisk tale. Sagde hun. Hun talte om børns stress, depressioner og ensomhed som en bekymring hun ikke havde færdige svar på, men mange og dybe overvejelser.

Meget fintfølt, og den gik lige ind. Mette Frederiksen scorede dagens største, mest taktfaste og mest langvarige bifald, da hun sluttede, men inden da havde hun alligevel nået at tale dunder imod topskattelettelser, så helt utypisk var det trods alt ikke. Men en god socialdemokratisk tale var det helt sikkert med lige dele indignation og menneskelighed.

Hvad skal en statsminister gøre for at matche den slags? Han skal selvfølgelig spille på statsministerværdigheden, og det var netop, hvad Lars Løkke Rasmussen gjorde da det blev Venstres tur til at holde partiledertale. Tricket var at nævne forgængerne, de nulevende fra Schlüter over Nyrup til Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, men det var nu afdøde Anker Jørgensen der gjorde det muligt for Løkke at sætte trumf på sine ellers i forvejen talløse Matador-analogier: 'I denne tid er en stor del af den danske befolkning samlet foran fjernsynet for at se Matador', sagde han - altså Anker Jørgensen da han var statsminister i 1981.

Næste statsminister-citat var Schlüters 'det går ufatteligt godt', men den naturlige fortsættelse - Nyrups 'stuerene', Foghs 'ikke noget at komme efter' og Thornings 'vi gjorde det' – kom aldrig. I stedet brugte Lars Løkke Rasmussen de sidste minutter af sin taletid på en folkemødevrøvlesang med sanglig assistance fra Søren Pind og Bertel Haarder, hvoraf sidstnævnte havde forfattet teksten, naturligvis til melodien 'Bornholm, Bornholm, Bornholm'. Også lidt atypisk, men mere over i feelgood-genren. Værdien af vælgere der er i godt humør skal ikke undervurderes.

dknyt rapporterer dagligt 'ovrefra'. Læs eller genlæs tidligere klummer:

• Torsdag. Det politiske livs multifestival.
• Fredag. Alternativt spin og radikale oneliners.