Fokuser på unges radikalisering - ikke på Akkari

Vi har hørt nok om Ahmed Akkari og hans historie. I den offentlige debat må vi hellere fokusere på de familier, hvis børn og unge kan være kandidater til radikalisering. Hvordan kan vi i fællesskab forebygge radikalisering?

Jeg er nået det punkt, hvor jeg ikke har lyst til at høre mere om Ahmed Akkari og hans historie, respekten for ham, hans erkendelse af hans historiske fejl, hans personlige udvikling og hans tanker i forhold til religion.

Medierne har givet den nødvendige plads i forhold til Akkaris samfundsundergravende virksomhed, hvor han i forbindelse med Mohammedkrisen var en hovedaktør, der pustede til ilden i Mellemøsten og fik sat det danske flag og ambassade i brand. Han har nu optrådt i medierne igen, hvor han har indrømmet sin fejl og udtalt sig om radikalisering, unges indoktrinering af islamister osv.

Jeg tvivler på, at Akkari i de seneste år har haft megen kontakt til det muslimske ungdomsmiljø og deres familier. Jeg opfatter det sådan, at han pga. sin afstandtagen til fortiden er blevet afskåret fra det muslimske miljø.

Efter min mening har Akkaris historie ingen betydning for disse familier, som jeg dagligt har kontakt med, selvom nogle af familiernes børn og unge kunne være oplagte kandidater til radikalisering.

Jeg vil hellere have, at medier og andre debattører bruger deres ressourcer på, hvordan vi i fællesskab kan forebygge radikalisering. I stedet for at høre på Akkaris undskyldninger og personlige erfaringer vil jeg opfordre medierne til bl.a. at kontakte frontmedarbejdere som SSP, gadearbejdere og andre fagfolk med daglig kontakt til de forskellige ungdomsgrupper, så man via fagfolkenes erfaringer kan afklare, hvordan man kan forebygge radikalisering.

I de muslimske familier, som jeg dagligt er i kontakt med i forbindelse med min familiebehandling og tværfagligt samarbejde omkring familiens børn og unge, er der ingen, der taler eller hører om Ahmed Akkari. Disse familier er optaget af helt andre basale tanker som:

- Hvordan de kan hjælpe deres børn og unge til en værdig fremtid i Danmark?
- Hvor og hvordan de kan få arbejde?
- Hvordan de kan støtte børnene i at få en uddannelse?
- Hvordan de får råd til at betale husleje?
- Om de har råd til at købe mad til familien?
- Om de har råd til tøj til børnene?
- Deres helbred, hvor forældrene fx kan have fysiske og psykiske lidelser?

Jeg ville ønske, at medier og samfundsdebattører satte fokus på disse familiers vilkår, og hvad man kan gøre for at forbedre vilkårene på nedenstående punkter, så familierne bliver inkluderet i samfundet - både når det gælder økonomi, arbejde, uddannelse, helbred, og inklusion.

Mit bud på at forebygge radikalisering
- Ved mistanke om personlighedsændring, der peger i fundamentalistisk retning, skal forældrene på et tidligt tidspunkt søge professionel støtte hos myndighederne, fx SSP, så de får den nødvendige hjælp til forebyggelse.

- Skoler, uddannelsesinstitutioner og andre ungdomsorganisationer, der har mistanke om, at en ung er ved at udvikle sig fundamentalistisk, skal hurtigst muligt orientere forældre og sociale myndigheder.

- Både forældre og skole/uddannelsesinstitution skal ud fra den konkrete mistanke sørge for kontinuerlig dialog med den unge.

- Familien skal kigge på sine egne interne anliggender. Giver familien det, den unge har brug for? Oplever den unge svigt fra sin egen familie? Hvordan kan forældrene forebygge og skabe basal tryghed og tillid mellem den unge, forældrene og resten af familien?

- Skoler og uddannelsesinstitutioner skal se på deres egen kultur, værdi og pædagogik. Er der plads til udsatte børn og unge? Hvordan er muligheden for at inkludere de unge i uddannelsen? Hvordan er muligheden på arbejdsmarkedet?

Kun ved at byde disse familier og deres børn og unge velkommen i samfundet kan vi efter min mening forebygge radikalisering.


Ahmet Demir, socialkonsulent og familieterapeut - http://www.ahmetdemir.dk/