

Fire kommuner har sat kommuneskatten op i år, og i alle fire kommuner hæver byrådene også deres egne vederlag. Det står klart, efter at økonomiudvalget i Odense onsdag indstillede til byrådet, at den mulige vederlagsramme skal udnyttes fuldt ud. Rebild, Fanø og Læsø har allerede truffet beslutningen endeligt.
Det betyder, at de fire kommuner lader vederlagene til blandt andre udvalgsformænd vokse med 31,4 pct., samtidig med at de for at få økonomien til at hænge sammen har øget skatteprocenten med mellem 0,4 og 0,7 procentpoint, Fanø endda uden at få lov.
En femte kommune, Holbæk, fik Indenrigsministeriets tilladelse til at sætte skatten op, men afstod, da det kom til stykket, og besluttede yderligere at neutralisere en ellers automatisk stigning af blandt andet udvalgsformandsvederlagene, så de fastfryses på de nuværende beløb.
I alt har 16 kommuner indtil nu besluttet at nulstille den stigning, som ellers ville være en automatisk følge af den vederlagsstigning til borgmestre, som et bredt flertal i Folketinget aftalte i forlængelse af Vederlagskommissionens rapport i begyndelsen af 2016. Borgmestre, rådmænd og regionsrådsformænd har fra nytår med ét slag indhentet 23 års efterslæb på deres vederlag, som ikke er blevet reguleret siden 1994, og da andre vederlag beregnes som en procentdel af borgmesterlønnen, vil beløbene følge med op, hvis ikke byrådene aktivt gør noget for at forhindre det.
Det har foreløbig 16 byråd gjort ved at nedsætte procenterne, så beløbene forbliver uændret eller næsten uændret. Nogle af dem har dog været så sent ude, at beløbene nåede at blive hævet automatisk for januar, men fra februar fjernes stigningen igen. To byråd, Thisted og Morsø, lader kun de afledte stigninger slå delvis igennem.
Vederlagene op i mindst 68 kommuner og alle regioner
I mindst 68 kommuner og alle fem regioner får stigningen i borgmestervederlaget lov at slå fuldt ud igennem på de afledte vederlag, foruden til udvalgsformændene også til viceborgmester og de fleste steder også til menige udvalgsmedlemmer. I nogle kommuner er vederlagene dog et fast beløb og ikke en procentdel af borgmestervederlaget og stiger derfor ikke. I enkelte kommuner har man benyttet lejligheden til at ændre en smule i fordelingen af vederlagene mellem posterne, men stadig så den samlede ramme vokser med samme procent som borgmestervederlaget.
Når stigning eller ej overhovedet er blevet et emne, skyldes det, at der ikke blev taget stilling til de afledte effekter, da det blev aftalt at hæve borgmestervederlagene.
De menige byrådsmedlemmers vederlag indhentede et efterslæb ved en regulering i 2014, og meningen var sidste år kun, at det samme skulle overgå borgmestrene, ikke at de menige byrådsmedlemmer skulle score endnu en stigning. Men så skulle folketingsflertallet i sin aftale have nedsat procentsatserne af borgmesterlønnen tilsvarende, og da det ikke skete, blev det, i modsætning til for borgmestervederlagets vedkommende, op til de enkelte byråd, om de afledte effekter skal slå igennem eller ej.
Under normale omstændigheder skal ændringer i udvalgsvederlag besluttes for et år ad gangen og inden årets begyndelse. Den ekstraordinære regulering af borgmestervederlagene var oprindelig aftalt til først at træde i kraft fra næste nytår, men blev med kort varsel fremrykket et år, og derfor har Indenrigsministeriet givet dispensation, så byrådene denne gang også har januar til at beslutte sig i. Det har en stor del af dem benyttet sig af, og der er stadig 12 kommuner tilbage som først beslutter sig senere i denne måned.
Fakta
De 16 kommuner der har neutraliseret afledte vederlagsstigninger
- Allerød
- Ballerup
- Bornholm
- Favrskov
- Furesø
- Gentofte
- Herlev
- Holbæk
- Hvidovre
- Kerteminde
- Lejre
- Middelfart
- Randers
- Ringsted
- Rudersdal
- Vallensbæk
De to kommuner hvor afledte vederlagsstigninger slår delvis igennem
- Morsø
- Thisted
De 12 kommuner der først beslutter sig senere i januar
- Billund
- Fredericia
- Frederikshavn
- Greve
- Haderslev
- Ishøj
- Langeland
- Skive
- Slagelse
- Solrød
- Syddjurs
- Vordingborg
I de resterende 68 kommuner og i alle fem regioner slår de afledte vederlagsstigninger fuldt igennem.
RETTELSE: Greve Kommune beslutter sig først senere. Dette samt tal som konsekvens heraf rettet i forhold til første version af artiklen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.