dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Kristendemokraternes midlertidige formand Isabella Arendt og den sygemeldte Stig Grenov.
Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Jernbanedrift, kønsdrift og sygdom som hver mands herre

NEDTÆLLING DAG ÷23. Et ildsprudende Venstre-tog, et liberalt syn på annoncer i et pornomiljø og så en sygemelding. Igen.
13. MAJ 2019 11.07

Politik er vel som sådan ikke en af de menneskelige drifter, men har bestemt forbindelse til (nogle af) dem. En berømt sammenligning er mellem jernbanedriften og kønsdriften, idet ustyrligheden skulle være det, der gør dem sammenlignelige.

Ustyrlig var jernbanedriften på en ny måde, eller snarere var det en meget gammel ustyrlighed, der blev genintroduceret, da Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen i weekenden havde inddraget et damptog i sin valgkampagne. Foruden røg og damp producerede lokomotivet også gnister, og hele ti naturbrande blev det til, antændt på strækningen mellem Skive og Bjerringbro.

Jernbanehistorie er en af Kristian Pihl Lorentzens helt store interesser, og den kombinerede han i søndagens valgkampagneindslag med det politiske. Udturen fra Langå til Struer forløb problemfrit, men på tilbagevejen var omgivelserne blevet lige den anelse mere tørre, som gjorde forskellen. En påmindelse om jernbanedriftens ustyrlighed, selvom brandene alle var af behersket omfang, og alle tilladelser til dampkørslen var behørigt på plads.

Modsætningsvis har Liberal Alliances Joachim B. Olsen demonstreret en vel nærmest kølig kontrol over kønsdriften ved at indrykke annoncer på pornositet pornhub.com, der opfordrer brugerne til at stemme på ham, når de er færdige med at ... ja, altså hvad man nu foretager sig når man ser på porno (man vil bemærke, at der ikke er noget direkte link til sitet, hvilket er tænkt som en læserservice, så ingen af vanvare kommer til at klikke på noget i arbejdstiden eller på endnu mere ubekvemme tidspunkter).

Joachim B. Olsen begrunder sine valgannoncers tilstedeværelse på sitet med, at der godt må være 'en lille smule sjov og lir i en valgkamp'. Lir er det i hvert fald, og hvis Joachim B. Olsen har ret i, at 'halvdelen af internettet er jo porno', så kommer han også bredt ud. Så meget mere som at omtalen jo desuden er nået ud til den anden halvdel.

Uden for drifterne er sygdom endnu et menneskeligt vilkår, og det har nu igen ramt Kristendemokraternes formand Stig Grenov, der allerede på valgkampens første dag måtte melde pas til den ene af to partilederdebatter i tv. Nu har han meldt sig stressramt, trukket stikket i fire uger og overladt pladsen på midlertidig permanent basis til næstformanden Isabella Arendt, der var stand-in under formandens første 'lillebitte ildebefindende', som partiet kaldte det i sidste uge.

Inden FV19 blev formelt udskrevet var Kristendemokraterne ude med et ønske om at lade sig repræsentere af andre/flere end lige Stig Grenov i tv's partilederdebatter, noget som både DR og TV2 afviste til KD's fortrydelse. På et pressemøde i anledning af det midlertidige formandsskifte blev Stig Grenov derfor meget naturligt spurgt, om han kunne forstå, hvis nogen mistænkte hans stress for at være taktisk bestemt, og til det svarede han overraskende, at det kunne han ikke.

Hvis det virkelig er rigtigt, trænger han bestemt til en pause. Der er 23 dage tilbage af valgkampen og yderligere 4 dage før KD's formandskab skifter tilbage.

 

dknyt tæller dagligt ned til valgdagen. Læs eller genlæs de første nedtællinger:
DAG ÷28. En syg start på valgkampen og en uventet fransk præsidentfavorit
DAG ÷27. I virkeligheden burde man slet ikke skrive det her. Og så alligevel
DAG ÷26. Først nu når vi til det der plejer at være valgkampstart: Plakaterne

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/jernbanedrift-knsdrift-og-sygdom-som-hver-mands-herre

GDPR