dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Michael Kjærgård, dknyt.

Man må skille sig ud fra teltene - med båd eller stue

OVREFRA Ærø blev helt hjemme og De Konservative er gået i land
17. JUN 2016 11.37

BORNHOLM: En almindelig syge blandt segmentet af politiske iagttagere, kommentatorer og journalister er, at de tror, alle andre ser verden på samme måde, som de selv gør. Og sandt er det, at når man efter knap et døgns Folkemøde har truffet stribevis af folk, man kender, så forfalder man nemt til den antagelse, at 'alle' må være i Allinge lige nu.

Det er 'alle' naturligvis ikke. Eksempelvis er Ærø Kommune blevet hjemme, og forklaringen ifølge TV2 Fyn er den enkle, at sidste år opnåede kommunen det, den kom for, og så er der ikke nogen grund til at bruge penge på det igen i år.

Det var færgetaksterne, som Ærø på sidste års Folkemøde satte ind overfor sammen med Læsø og Samsø, og for at understrege pointen holdt de tre kommuner til på det gode skib M/S Samka. En gimmick der desuden lod de tre kommuner skille sig ud fra de andre deltagere, der med Ærø-borgmester Jørgen Otto Jørgensens (S) ord holder til i 'telt efter telt så langt øjet rækker'.

Skilt sig ud har De Konservative også hidtil gjort med deres skonnert, men det har næsten vakt mere opmærksomhed, i hvert fald i det indledningsvis nævnte segment, at partiet i år har forladt Allinge Havn til fordel for et telt på Cirkuspladsen. De Konservative kalder det ganske vist 'en stue', men et telt er det nu alligevel, og konkurrentpartiet Liberal Alliance har ikke forsømt chancen for at godte sig over at være alene tilbage på søsiden.

Søværts fortsætter NATO-øvelsen BALTOPS en dag endnu. I 2014 gjorde Rusland sig bemærket med et simuleret MIG-angreb på Bornholm netop under Folkemødet, og sidste år svarede NATO igen med overflyvning af et B52 bombefly. Indtil nu har Folkemødet i år ikke oplevet nogen international signalgivning, men med den nylige beslutning om at udstationere NATO-styrker i Polen og de tre baltiske lande har russerne måske noget, de godt lige vil kommentere? Vi får se. 

På land bliver der passet på os med en del politi i gadebilledet. Attituden er lige så afslappet som sidste år, men man skal ikke tage fejl: det er ikke nogen politi-skovtur. Det måtte en del bilister sande i aftes på vej ud af Allinge.

 

dknyt rapporterer dagligt 'ovrefra'. Læs eller genlæs tidligere klummer:

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/man-maa-skille-sig-ud-fra-teltene-med-baad-eller-stue

GDPR