

Otte lokale lister med i alt 18 nuværende byrådsmedlemmer skal stille op under et nyt listebogstav ved KV17. Listebogstaverne D og Å var til fri afbenyttelse ved KV13, men siden dengang har de landsdækkende partier Alternativet og Nye Borgerlige fået godkendt de to betegnelser, så andre ikke længere må bruge dem.
De otte lister er Demokratisk Balance på Mors, Samarbejdslisten på Læsø, Borgerlisten i Billund Kommune og Borgernes Stemme i Fredensborg Kommune, alle med det hidtidige listebogstav D, og Fælleslisten i Ikast-Brande Kommune, Borgerlisten i Faxe Kommune, Den Sociale Fællesliste - Rebild og Velfærdslisten i Randers Kommune, alle med det hidtidige listebogstav Å.
Foruden de nævnte opnåede to andre D-lister repræsentation ved KV13: Det nye Allerød og Fælleslisten Samsø, men de genopstiller ikke. I alt gav KV13 valg til 23 D- og Å-repræsentanter i to kommuner, som nu ved afskalning er reduceret til 19 byrådsmedlemmer i ni kommuner.
Allerød
Ved KV13 fik Det nye Allerød to mandater, der imidlertid tilbage i februar blev de første folkevalgte, der skiftede til Nye Borgerlige. Begge er medlemmer af partiets hovedbestyrelse og henstillede i den egenskab netop til at partiet skulle anvende listebogstavet D, fortæller John Hammer til dknyt.
Ingen af de andre D-lister fra KV13 har endnu valgt nyt listebogstav.
Hos Demokratisk Balance på Mors med fire valgte mandater og tre nuværende finder byrådsmedlem Ellen Philipsen bogstavskiftet 'lidt ærgerligt, fordi D'et passede så fint til vores navn', men 'vi må så affinde os med, at andre har taget vores bogstav', siger hun til dknyt. Listen har endnu ikke besluttet sig for et andet listebogstav.
I Fredensborg Byråd er Borgernes Stemme et enmandsparti bestående af Hossein Armandi, der finder det 'lidt urimeligt' at skulle skifte listebogstav.
- Det er klart, at et bogstav ikke definerer et parti, men der er en masse praktisk besvær ved at skifte, og det er også et økonomisk spørgsmål i forhold til nye materialer, siger Hossein Armandi til dknyt.
'Vi ser hvad der er ledigt til den tid'
Også i Billund og Læsø kommuner er de to D-lister Borgerlisten og Samarbejdslisten enmandspartier, og begge steder har man ikke taget stilling til nyt bogstav. På Læsø har byrådsmedlem Henrik Autzen den meget afslappede indstilling til spørgsmålet, at 'vi ser hvad der er ledigt til den tid'.
Blandt Å-listerne er listebogstavet L klar afløserfavorit og repræsenterer derfor på grund af listernes størrelse flest byrådsmedlemmer. Fælleslisten i Ikast-Brande Kommune med fem valgte mandater og fire nuværende samt Borgerlisten i Faxe Kommune med fire valgte og nuværende har lagt sig fast på L, og Den Sociale Fællesliste i Rebild foretrækker også L.
For begge sidstnævnte har spørgsmålet om listebogstav fyldt mere end for de fleste.
Fra Ø til Å og fra Å til D
Borgerlisten i Faxe har eksisteret siden KV89 og opstillede dengang under listebogstavet Ø. Da Ø'et blev taget af Enhedslisten ved FV90, skiftede listen til Å.
Den Sociale Fællesliste i Rebild opstillede første gang ved KV13 med listebogstavet Å, og da Alternativet overtog det, søgte listen om at få tildelt listebogstavet D.
- Dagen efter vi fik det, blev Nye Borgerlige godkendt og tog det. Så nu går vi efter L, fortæller byrådsmedlem Lars Hørsman. Han indskyder for at gøre fortællingen komplet, at Den Sociale Fællesliste også har en Uffe Elbæk i bestyrelsen, men 'ham tog Alternativet dog ikke, de har deres egen. De tog kun Å', siger Lars Hørsman til dknyt.
Den sidste af Å-listerne er Velfærdslisten i Randers Kommune, hvis enlige byrådsmedlem Kasper Fuhr fortæller, at listen formentlig vil gå efter listebogstavet Æ. Selve bogstavskiftet finder han ikke særlig problematisk:
- Som sådan er det ikke det store problem. Vi skal have nye bannere og lidt grafik, men jeg tror ikke, folk generelt har bundet os særlig meget op på det Å. Desuden har Velfærdslisten jo faktisk et Æ i navnet, det kan måske være en fordel. Men det er ærgerligt, at vi ikke kan være 100 pct. sikre på at få det, hvis andre også lægger billet ind på Æ, siger Kasper Fuhr til dknyt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.