Politiske prioriteringer i et kommunalvalgår

Har man nogensinde hørt om en politiker, der træffer beslutninger, som ikke er politisk bestemte?

Spørgsmålet forekommer absurd, og der er heller ikke nogen fornuftig grund til at stille det, hvis ikke det lige var, fordi oppositionen har fået ondt af, at regeringspartierne gør lige nøjagtig det i forbindelse med finanslovsforslaget. Eller rettere: hovedsageligt et enkelt oppositionsparti. Den detalje kommer vi tilbage til.

Det handler om, at regeringspartierne Venstre og De Konservative imellem sig har delt en pulje, hvormed diverse lokale projekter tilgodeses med statsmidler. Den slags sker, om ikke hver eneste dag, så dog jævnligt og fortløbende og uanset regeringers eller for den sags skyld oppositioners partifarver. Måske er det lidt usædvanligt, at det sker så åbenlyst, eller det kan lige så godt være, at det usædvanlige denne gang består i, at det er sluppet ud. At det er i et kommunalvalgår kan vel knap kaldes usædvanligt, sådanne har vi dog haft før.

Men en god gang forargelse skal man aldrig lade gå fra sig, og da slet ikke i et valgår. De Radikales finansordfører Martin Lidegaard har derfor i Jyllands-Posten kaldt det både 'en uskik' og 'ikke ulovligt', og alle ved jo, at når nogen siger, at noget ikke er ulovligt, så hænger der alligevel lidt ved.

Til gengæld har Martin Lidegaard været påfaldende alene om kritikken. Oppositionens ledende parti Socialdemokratiet har været tankevækkende tilbageholdende, og man kan ikke helt frigøre sig fra tanken om, at det nok ikke er helt uden sammenhæng med, at bevillingspuljen hævdes at være adresseret især til projekter i kommuner med V- eller K-borgmestre.

Her er det risikofrit for netop De Radikale at svinge med fanen, da partiet som bekendt ikke har og aldrig har haft nogen nævneværdig borgmesterportefølje. Man er derfor behageligt fri for at kunne komme i den situation, at nogen vil kunne påvise tilsvarende tilgodeseelser.

For selvfølgelig bruges økonomien aktivt i valgår, og ikke kun i finanslovssammenhæng.

Det turde være almindeligt kendt, at kommunale ubehageligheder fortrinsvis præsenteres i det første budget i en valgperiode, så vælgerne har så lang tid som muligt til at glemme det, inden de skal stemme næste gang, og ligeledes er det heller ikke ukendt, at tilfældet forbløffende ofte mager sig således, at ubehageligheder er mærkeligt fraværende i det sidste budget i en valgperiode. Det budget, der skal besluttes lige op til et byrådsvalg.

Uden overhovedet at skyde nogen noget i skoene er det fristende her at pege på dette års første kommunale budgetforlig, Norddjurs', hvor alle kunne enes om, at denne gang skulle der ikke være nogen konkrete besparelser bortset fra ikke-prisfremskrivninger. Sidste år kom der nettobesparelser på driften oveni ikke-prisfremskrivningerne, og året før var den helt gal med en skatteforhøjelse på 0,5 pct. Men i år har de to foregående års livremsindspænding hjulpet lige præcis nok til, at situationen er så meget bedre, at det ikke bliver nødvendigt at genere vælgerne, her få måneder før de skal beslutte sig for, hvem de vil stemme på.

Alt efter tilbøjelighed kan man kalde det vildt heldigt eller meget udspekuleret, eller man kunne for den sags skyld kalde det 'en uskik' og endda også 'ikke ulovligt' med den ovenfor beskrevne følgeeffekt af en mistanke, der trods alt hænger ved. Det er der bare ingen, der gør, af den enkle årsag, at her har vi at gøre med almindelig sædvane. Alle gør sådan, uanset om borgmesterens partifarve som i Norddjurs' tilfælde er socialdemokratisk eller som i regeringens består af en buket blålige nuancer.

Det er hverken bestikkelsespolitik eller 'en uskik' eller noget som helst misliebigt, det er en følge af, at man i et demokrati 'deler sig efter anskuelser', som det så smukt hedder. Man stemmer på et parti, der vil det samme, som man selv vil. Det parti man har stemt på, gør det samme, som man selv ville have gjort (ideelt set i hvert fald). Hvad er problemet?