dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Region Midt udskyder busbesparelser: Overvejer alternativt samarbejde

Busdriften giver underskud, og det tvinger regioner og kommuner til at tænke i alternativer på den kollektive trafik
KORT NYT
15. AUG 2017 18.49

Efter massive borgerprotester udskyder Region Midtjylland planerne om at spare på busdriften. Det skriver DR P4 Midt & Vest.

I et sparekatalog var det ellers på tegnebrættet, at Region Midtjylland skulle spare 35 millioner kroner på busdriften, hvilket ville betyde, at flere ruter ville blive ned- eller omlagt.
Men på et møde tirsdag i forretningsudvalget har politikerne besluttet at udskyde beslutningen om fremtidens busdrift til efter regionsrådsvalget, så spareplanerne først bliver en del af budgettet i 2018.
- Vi har brug for mere tid sammen med kommunerne til at behandle de muligheder, der er i fremtiden for den kollektive trafik i regionen, siger Anders Kühnau (S), næstformand i forretningsudvalget i Region Midtjylland til DR P4 Midt & Vest.

På mange af busruterne er der så få passagerer, at det ikke er en rentabel forretning at lade busserne køre på strækningerne. Derfor er politikerne nødt til at nytænke den måde, som busdriften fungerer på i dag, fortæller næstformanden.
En af mulighederne er at kigge mod Region Nordjylland, hvor kommuner, region og erhvervsliv sammen står bag en mobilitetsstrategi.

Den har betydet, at Nordjyllands Trafikselskabet blandt andet har indgået et samarbejde med samkørselsordningen GoMore.
- Mobilitetsstrategien gør, at vi i højere grad kan sikre, at der bliver kollektiv trafik - også hvor der er længere mellem husene, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V).
En model, som Region Midtjylland overvejer at kopiere.

- Det lyder det interessant, at Region Nordjylland vil satse på samkørsel via GoMore. En anden mulighed er at udvide brugen af teletaxa på landet, siger Anders Kühnau.
Region Midtjylland har droppet de ellers planlagte busbesparelser på 35 millioner kroner, så de i stedet skal spare 17,5 millioner kroner. I stedet skal de finde besparelser på andre konti, fortæller Anders Kühnau.

Prøv DK Nyt i 14 dage

Uforpligtende

Nyheder er værd at betale for

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/region-midt-udskyder-busbesparelser-overvejer-alternativt-samarbejde

GDPR