
En ordning om seniorpension, der blev aftalt før valget, træder næppe i kraft som ventet 1. januar. Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er der ingen til at tildele den, fordi forligspartierne ikke vil have, at kommunerne står for det. Det skriver TV2.
Den tidligere VLAK-regering under Lars Løkke Rasmussen (V) indgik før valget i juni en aftale med De Radikale og Dansk Folkeparti om at oprette ordningen.
Aftalen er, at personer, der opfylder en række særlige krav, kan forlade arbejdsmarkedet seks år før tid og få en seniorpension, indtil de når pensionsalderen. To af kravene er, at man har været på arbejdsmarkedet i 20-25 år og har en arbejdsevne på højest 15 timer om ugen.
Aftalen træder i kraft fra 1. januar, men ifølge ministeren altså uden at blive til virkelighed, fordi der ikke er aftalt, hvem der skal tildele den.
- Principielt kan det træde i kraft fra 1. januar. Det kræver så, at kommunerne tildeler den. Det er der så ikke stor lyst til blandt forligsparterne, og så skal vi etablere en ny myndighed. Og så kommer det til at tage længere tid, siger han til TV2.
Venstre: Ministeren er for langsom
For at ydelsen kan tildeles skal en myndighed undersøge, om personerne, der søger om ydelsen, lever op til kravene. Men det er ikke aftalt, hvilken myndighed der skal gøre det.
Ifølge Venstre er det ministeren - hvis parti vel og mærke ikke var med i aftalen oprindeligt - der har været for langsom med at komme med en løsning. Socialdemokratiet har i det forståelsespapir, som et-parti-regeringen har skrevet med sine støttepartier, tilsluttet sig aftalen.
Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, siger, at kun ministeriet har tilstrækkeligt fagligt indblik i, hvordan en ny ordning kan skures sammen.
Ydelsen bliver på mellem cirka 16.000 og 19.000 kr. Det er forventet, at omkring 130 personer årligt forventes at gå fra at arbejde fuldtid til seniorpension. Derudover forventes en række personer fra andre ydelser og nedsat tid blive flyttet over på seniorpension.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.