Ulige vilkår for formidling af lokale nyheder

Den netop uddelte Cavlingpris var godt nyt for Aarhus Kommune. I Cavlingprisens annaler står der nu til evig tid ikke, at prisen for 2017 blev givet for at have 'afdækket en lang række misforhold i Teknik og Miljø under Aarhus Kommune'. Det står der ikke. I stedet står der, at prisen gik til en bog om en rockergruppe, der ikke har eksisteret i tre årtier.

Den citerede ordlyd er en konstruktion baseret på Cavlingprisen årgang 1989, der gik til to journalister på Ekstra Bladet for at have 'afdækket en lang række misforhold i Stadsarkitektens Direktorat under Københavns Kommune. En stor principiel sag, som i første omgang blev henlagt af politiet og de kommunale myndigheder', som det hedder på den officielle liste over tidligere Cavlingprisvindere.

Stort set det samme kunne man have skrevet om den såkaldte Aarhus-skandale, men det gjorde man så ikke. I stedet har pristildelingen naturnødvendigt fremkaldt nogle af de bekendte vitser om den kulturelle Bermuda-trekant bestående af Gyldendal (bogen), Politiken (den ene forfatter) og Danmarks Radio (den anden forfatter), men selv uden at fælde dom for københavneri er årets pris en påmindelse om de meget forskellige vilkår for formidling af lokale nyheder, herunder ikke mindst politiske og andre kommunale. I København fulgte alle de store aviser op på Ekstra Bladets afsløringer i 1989, i Aarhus var det kun Århus Stiftstidende og til dels konkurrenten JP Aarhus, der satte nævneværdige kræfter ind på sagens afdækning, som desuden blev aktivt modarbejdet af kommunen.

Endda er Aarhus ikke specielt ringe stillet i forhold til dagbladsdækning. To lokale dagblade er bedre end et, og da langt bedre end slet ingen. Stadig flere kommuner må nøjes med ugeaviser og/eller netnyheder af vekslende journalistisk kvalitet, og selv uden forvaltningsmæssige fodfejl eller politiske rævekager på skandale-niveau er det et tab for den demokratiske proces og for ligeværdigheden mellem politikere og myndigheder på den ene side og vælgere og borgere på den anden, hvis ikke magten får kvalificeret modspil fra kritiske medier.

Det skal bemærkes, at det ikke er et provins-fænomen. De københavnske omegnskommuner har i årtier måttet savne dagspresse-bevågenhed, en tilstand, der i disse år breder sig rundt om i landet i takt med, dels at kommunerne er blevet færre og større, dels at de lokale dagblade samler kræfterne i deres hovedbyer.

Det kan forekomme urimeligt at nævne på et tidspunkt, hvor journalister fra Århus Stiftstidende fik hele landet til at læse med på sagen om en syddjursk kommunalpolitikers sex-events, men kræfterne hertil kom fra en midlertidig redaktionel oprustning i anledning af KV17, og begge journalister bag afsløringen var vikaransatte og nu ikke længere på avisen.

Når lokalaviserne i stigende omfang gisper efter luft, kommer man ikke uden om at se på mediestøtten, som i forvejen nyder stor politisk opmærksomhed - om end det symptomatisk nok er med Danmarks Radio og ikke de lokale medier i fokus. Fra statsministerpartiet Venstre er det foreslået at omadressere en del public service-midler fra DR til en pulje, som dagbladene kan søge til projekter, og det vil med sikkerhed have en effekt. Men ikke til det bedre.

Allerede den eksisterende mediestøtte med dens faste kriterier har gennem mange år forhindret dagbladene i at udvikle sig i takt med deres læseres vaner, og et tilskudssystem, der i stedet gør medierne økonomisk afhængige af individuelle vurderinger af enkeltprojekter, kan blive det strå, der endegyldigt brækker kamelens ryg.

For et årti eller så tilbage regnede en række lokale dagblade sig uafhængigt af hinanden frem til, at den rigtige model - allerede dengang - ville være at udkomme to-tre gange om ugen på papir og så publicere resten på nettet. Det ville så bare koste mediestøtten på grund af for få ugentlige (papir)udgivelser, og derfor blev det ikke til noget.

En driftsøkonomisk fornuftig disposition overrulet af en tilskudsmodel fastlåst i en anden tids mediebillede. Det forekommer ikke fuldstændig indlysende, at den rette medicin mod dette er mere af det samme.