
I politik er sommerferien den periode hvor alt kan ske. En del politikere holder selvfølgelig bare ferie, men andre, som regel lavere rangerende, udnytter den generelle nyhedstørke til at promovere sig selv og egne synspunkter, så partiernes ledelser skal bruge tid på at slå de værste vildskud ned, med fare for at solomeldingerne alligevel gør varig skade. Der er dem der mener, at netop den risiko var en af årsagerne til, at folketingsvalget blev holdt inden ferietiden.
Da valget blev holdt så sent i folketingsåret, og naturligvis navnlig fordi det førte til et regeringsskifte, har problemerne med kombinationen politik og sommerferie i år været nogle andre end sædvanlig. De nye ministre nåede knap at blive installeret, før en god del af dem forsvandt under mediernes radar. En tynd sommer, nyhedsmæssigt.
Lige indtil lørdag den 25. juli. En fuldstændig tilfældig dag.
Den dag beskrev Vejle Amts Folkeblad den tidligere regionsrådsformand, nu folketingsmedlem og forsvarsminister Carl Holsts (V) økonomiske udkomme af ændringerne i hans politiske hverv. En ikke-nyhed der kunne være skrevet en hvilken som helst dag efter folketingsvalget 18. juni eller i hvert fald efter ministerudnævnelserne 28. juni, om regler der har været gældende i årevis, og naturligvis ikke kun for Carl Holst men også for alle andre. Som da også har benyttet sig af dem, dog ikke på helt samme måde fordi de ikke har været regionsrådsformænd og ikke er blevet ministre. Men de har gjort det, uanset partifarve.
'Politiker følger regerne'
Nu er der ikke meget krudt i en overskrift som: 'Politiker følger reglerne', så i stedet kom omtalen til at handle om begrebet 'dobbeltløn', og den spredte sig lynhurtigt til næsten alle andre medier, med dknyt som en sjælden undtagelse. Redaktionen vurderede substansen til at være ikke-eksisterende. Det gør vi sådan set stadig, men i mellemtiden er forargelsen, sammenblandingen med andre sager og ikke mindst hovedpersonens egen håndtering (eller ikke-håndtering) blevet til en substans for sig selv.
Perception is reality, som man siger i spinkredse. Oversat: Det er fuldstændig lige meget, hvordan virkeligheden er, det eneste der tæller, er, hvordan den bliver opfattet.
Og i dette tilfælde er opfattelsen, at den tidligere regionsrådsformand og nuværende folketingsmedlem og forsvarsminister er en grådig rad, der helt uberettiget rager til sig fra højre og venstre. En opfattelse der ikke blev ændret af at hovedpersonen først efter tre dage tog til genmæle på Facebook og derefter genoptog sin totale tavshed i yderligere fem dage indtil den planlagte ferie var holdt. Ikke alene grådig, men også hævet over folket, lød dommen. Perception is reality.
Undervejs opstod endnu en sag der krævede Carl Holsts opmærksomhed, nemlig den danske flyindsats i Syrien, hvor der bliver trukket store veksler på mandskabet. Ferie-tavsheden gjorde heller ikke noget godt for ham i den sag, og da han så endelig kom hjem, lukkede (i egen optik) for 'dobbeltløn'-sagen og af respekt for de danske udsendte i Syrien ikke ville sige mere om pengene, så var det alligevel det han igen og igen blev spurgt og derfor til sidst måtte svare på endnu en gang. Kun for at blive klandret for at interessere sig mere for sine egne penge end for de danske udsendtes ve og vel.
Ikke nemt og ikke retfærdigt
Nej, det er ikke nemt, og heller ikke helt retfærdigt. Enhedslisten der har været bannerfører for forargelsen over dobbeltlønnen, havde fx ingen problemer med at lade Per Clausen blive siddende tiden ud i Folketinget, efter at han var blevet valgt til Aalborg Byråd ved KV13, med det resultat at han fik Folketingets sædvanlige eftervederlag for ikke genvalgte, mens han intet ville have fået hvis han var gået ud i utide. At pengene i vidt omfang er blevet spist af partiskat og derfor ikke er kommet Per Clausen personligt til gode, ændrer ikke ved bundlinjen, som er, at partiet gerne selv tager imod, men ikke synes at andre skal. En detalje der er druknet fuldstændig og som da heller ikke på nogen måde har lagt en dæmper på Enhedslisten.
Perception is reality, og det er de sikkert glade for hos Socialdemokraterne, hvor det indtryk der har bundfældet sig, er fra dengang daværende Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) fraskrev sig halvdelen af sit eftervederlag da han gik af for i stedet at stille op til Folketinget. Dengang var den almindelige mening, at det vistnok var første gang nogen havde takket nej til eftervederlag, og det er da heller ikke fordi det er en socialdemokratisk vane. Således har de nu forhenværede S-folketingsmedlemmer John Dyrby Pausen og Torben Hansen efter deres valg ved KV13 til byrådene i hhv. Slagelse og Randers scoret eftervederlag ved samme manøvre som Per Clausen ved at blive siddende i Folketinget frem til valget. Også en ikke-historie, der til forskel fra den om Carl Holst er forblevet en sådan, indtil nogen måtte tage den op og præsentere den som en forargelig nyhed.
Ellers vil det sikkert blive nogle andre det går ud over, med mindre eftervedlagssystemet en dag bliver ændret som følge af forslag fra den vederlagskommission som Folketinget har nedsat for at se nærmere på aflønningen af borgmestre, regionrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. Dens beretning ventes til efteråret og skal nok give anledning til nye runder med forargelsesjournalistik.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.