TV 2 taber sag: Skjulte optagelser fra plejehjem må ikke vises
Forholdene på plejehjemmet Kongsgården kom for dagens lys, da pårørende tillod skjult video.
Foto: Mads Frost, Ritzau Scanpix

TV 2 taber sag: Skjulte optagelser fra plejehjem må ikke vises

I dag kom der kendelse i sagen om skjulte optagelser på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Vestre Landsret stadfæstede afgørelsen fra byretten.

AARHUS: Offentligheden får ikke de skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården at se. Det står klart, efter TV 2 har tabt sagen om offentliggørelse af de skjulte optagelser. Det skriver TV2 Østjylland.

Sagen blev første gang behandlet ved byretten i Aarhus i marts. Aarhus Kommune vandt sagen, men TV 2 ankede afgørelsen, der derefter blev behandlet i Vestre Landsret 9.-10. juni. I dag kom kendelsen så, og Vestre Landsret har stadfæstet afgørelsen.

- Vi har haft ret i, at vi gjorde det rigtige. Vi har fulgt lovens rammer, og det har retten afgjort. Når det så er sagt, så er der ingen vindere og tabere i den her sag. Vi er alle tabere, siger rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF) til TV2 Østjylland.

Tjenstlige samtaler og fjernet forstander 

Sagen begyndte, da pårørende til en beboer i efteråret 2019 fik sat skjulte kameraer op i den ældres lejlighed. I foråret stod flere pårørende frem med kritik af plejehjemmet, og siden sagen begyndte, har en række medarbejdere været til tjenstlige samtaler.

Forstanderen er blevet fjernet fra Kongsgården, og en forvaltningschef er rykket ind bag murene på plejehjemmet. Et stort flertal i byrådet ønskede at få de skjulte optagelser frem i lyset, og de seneste måneder har der været flere sværdslag om, hvorvidt man kunne trække sagen tilbage.

Men advokatfirmaet Horten, som fører sagen for Aarhus Kommune har afvist, at det var en mulighed.

Ifølge Jette Skive er Aarhus Kommune i dialog med blandt andet sosuskolerne for at sætte fokus på, hvordan man agerer i boliger med demente borgere. Og sagen har givet anledning til læring i kommunen.

- Det er en forfærdelig og kedelig sag på baggrund af hændelserne på Kongsgården. Det er noget, vi skal drage lære af, og det har vi også allerede gjort. Jeg har set optagelserne, og jeg ved, hvilken vej vi skal gå herfra.

Det er endnu uklart, om TV 2 vil forsøge at tage sagen med videre til Højesteret. TV2 Østjylland arbejder på at få en kommentar fra TV 2.

ibs

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt