’Holger Danske – Afdeling Eigils sabotage og stikkerlikvideringer under Besættelsen’

'Legitime' likvideringer under Besættelsen: :
’Holger Danske – Afdeling Eigils sabotage og stikkerlikvideringer under Besættelsen’

ANMELDELSE Omkring 400 danskere blev i løbet besættelsens sidste par år likvideret som landsforrædere af modstandsfolk. En del af likvidatorerne følte sig forladt af systemet og begik selvmord

Af Paul Hegedahl

Povl Falk-Jensen:
'Holger Danske - Afdeling Eigil';
368 s., hft., 15 x 21 cm., 368 s., illustreret,
46 s. med informationer om Frihedsmuseet,
Frihedsmuseets Venner, Frøslevlejrens Museum,
Frøslevlejrens Venner, Horserødlejrens Venner
og Alex Binneballes Fond;
Povl Falk-Jensen, Niels Gyrsting,
Frihedsmuseets Venners Forlags Fond,
København 2010.
Kr. 149,95 inkl. moms (+ forsendelsesgebyr kr. 20,00)
ISBN 978-87-88214-74-1.

'Jeg ved også, at uden vores indsats ville Mindelunden have været større. Vi var i en slags krig, men havde ikke krigens midler. Vi kunne ikke tage fanger. Hvor skulle vi gøre af dem? Det nyttede ikke at sende dem til Sverige, hvor Gestapo naturligvis også havde deres agenter. Vi havde kun en mulighed - at gøre dem tavse. Skyde dem, hurtigt om muligt, så de ikke nåede at opdage, hvad der skulle ske. Det var jo ikke en straf. Det var i virkeligheden en mere human krigsførelse end militærets form for krig, hvor bomber foruden mange dræbte soldater skaber endnu flere invalider, ikke at forglemme de ubegribeligt mange helt uskyldige kvinder og børn.
- Gunnar Dyrberg: 'De ensomme ulve, 2009

Omkring 400 danskere blev i løbet besættelsens sidste par år likvideret som landsforrædere af medlemmer af modstandsbevægelsen. Nogle af dem blev skudt i hovedet, når de en aften åbnede deres entrédør, andre fik en morgen en kugle i nakken på vej til arbejde. De første likvideringer fandt sted i sommeren 1943, og i løbet af 1944 steg antallet af likvideringer fra nogle stykker om måneden til over tredive på én måned. I krigens sidste måned, april 1945, blev over ét hundrede mennesker likvideret. Og nogle blev likvideret lige efter Befrielsen - det fortælles der om i 'Holger Danske - Afdeling Eigil' - nøgternt og begrundet. Og helt på linje med Gunnar Dyrbergs holdning om at gøre det så humant som muligt.

Efter befrielsen blev der oprettet et særligt ministerium, der skulle afgøre, hvorvidt de enkelte mord, der skete under besættelsen, var "legitime" likvideringer eller ej. Omstændighederne omkring likvideringerne blev hemmeligholdt. Når først et mord havde fået status af en legitim likvidering, så var det næsten umuligt for de pårørende at få omstændighederne omkring likvideringen afklaret. Ikke alle likvideringer var lige berettigede, skulle det vise sig, og efterhånden blev der rejst en debat omkring brugen af likvideringerne i modstandskampen.
Debatten om likvideringerne var skarp og kontant. En del af likvidatorerne følte sig efterfølgende forladt af systemet og mange fik svære psykiske problemer. Enkelte endte med at begå selvmord. Likvidationssagerne er stadigvæk båndlagte.

Modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer kom for alvor i fokus og til åben diskussion med Peter Øvig Knudsen 'Efter drabet', Gyldendal 2001, som er værd at læse i sammenhæng med denne bog.

Ifølge de efterhånden mange beretninger og historiske værker om Danmarks besættelse 1940-145 var der stikkere mange steder. Mennesker, der var villige til at sælge deres landsmænd for penge - eller danske nazister, der gjorde det af ideologiske hensyn - og undertiden faldt disse bevægegrunde hensigtsmæssigt sammen. Og flere kilder fortæller, at Danmark i forhold til de andre tyskbesatte lande havde den største procentdel af stikkere af befolkningen.

En meget stor del af likvidationerne blev udført af de københavnske modstandsgrupper Holger Danske (119) og BOPA (41). I Jylland blev likvidationerne primært udført af nogle få medlemmer af de jyske L-grupper (likvideringsgrupper). De mange likvideringer, som Holger Danske foretog, blev foretaget af en bred vifte af organisationens medlemmer. Det mest almindelige var, at man som medlem af Holger Danske deltog i et par likvideringer. Kun nogle få grupper specialiserede sig i likvideringer. De ensomme ulve "Flamme", "Citronen", "Hermann" og "Lille-Bent" likviderede 11 personer, mens afdeling "Eigil" likviderede 17 personer. Det var altså den gruppe, der likviderede flest landsforrædere. Lederen af afdelingen 'Eigil' alias Povl Falk-Jensen foretog selv 11 af disse likvideringer.

Povl Falk-Jensen skrev næsten 800 sider om sit liv og om sin deltagelse i frihedskampen. De blev skrevet med henblik på familien. Beretningen har i flere år ligget på Frihedsmuseet. Frihedsmuseets Venner har nu fået lov til at offentliggøre hans helt personlige oplevelser af, hvordan den illegale tilværelse var i en sabotage- og likvideringsgruppe og således videregive til en bred offentlighed beretningen om 'Holger Danske - Afdeling Eigils sabotage og stikkerlikvideringer under Besættelsen'. Det er sket i samarbejde med formanden for Frihedsmuseets Venner, Niels Gyrsting, som har redigeret bogen på grundlag af Falk-Jensens levnedsbeskrivelser, der blev skrevet ned i 1980erne, men altså først nu bliver offentliggjort - en helt åben beretning, der lægger alt frem.

I sit forord gør Niels Gyrsting opmærksom på, at denne bog kan ses som en forlængelse af Peter Birkelunds værk: 'Holger Danske, sabotage og likvidering 1943-45', bind 1-2, Syddansk Universitetsforlag 2008. I dette værk er en beskrivelse af Afdeling 'Eigil's placering i organisationen samt en oversigt over dens aktioner og historie.

Povl Falk-Jensen
Povl Falk-Jensen (1920) alias først Stig siden Eigil er opvokset dels på Gunderupgaard ved Vallø dels på Frederiksberg. Hans far var i flere perioder medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Povl Falk Jensen blev medlem af Konservativ Ungdom og var også spejder. Efter præliminæreksamen i 1939 blev han soldat og blev kornet i artilleriet.

I 1940 startede han en uddannelse i Sparekassen Bikuben, men fra 1942 begyndte han at deltage i modstandsarbejdet mod besættelsesmagten. Via KU kom han ind i illegalt bladarbejde med 'Hjemmefronten'. Efter den skelsættende dato 29. august 1943 søgte han sammen med ligesindede venner ind i sabotagearbejdet. De kom ind i 'Holger Danske', hvor også Gunnar Dyrberg, som er citeret i indledningen til denne anmeldelse, havde en fremtrædende rolle.

I august 1944 blev han chef for afdeling 'John', der senere skiftede navn til afdeling 'Eigil' efter hans illegale dæknavn. Afdeling 'Eigil' fortsatte frem til Befrielsen med sabotager og likvideringer. Efter maj 1945 fortsatte han karrieren i Bikuben og var filialbestyrer flere steder i København - han måtte dog stoppe på grund af dårligt helbred, og i 1976 blev han førtidspensioneret. I begyndelsen af 1980'erne dannede han en veteranforening 'HD-klubben' sammen med flere tidligere modstandsfolk fra 'Holger Danske' og skrev sin lange levnedsberetning, som er grundlaget for denne bog.

Helt almindelige mennesker med respekt for menneskelige værdier
Der er et aspekt, der synes at blive glemt i mange romaner og film om den tid, men som Povl Falk-Jensen klart gør opmærksom på. For det første, at det ikke var ret mange, der deltog i modstandsarbejdet, for det andet, at det var helt almindelige mennesker. Han skriver bl.a.: 'I hele organisationen havde man samlet vel aldrig mere end højst mellem 200 og 250 mand, og det samme hos BOPA. Der var sammen med jernbanesabotørerne og nedkastningsfolkene, i alt ca. 1.000 mand, og måske et lignende antal hos mindre, men også aktive organisationer. Altså 2.-3.000 mennesker ud af en befolkning på 3,5 millioner mennesker, og gik det som i afdeling 'John' blev måske kun lidt over en fjerdel brugt. Til gengæld blev de brugt hele tiden, og som en følge heraf blev de særdeles velegnede sabotører.
- - - Det var som om ledelsen helt glemte, at vi alle blot var ganske almindelige menneske, de lige var trukket ud fra vore civile jobs og var blevet udsat for en enorm omplantning, selv om man måske ikke havde været nødt til at gå under jorden. Vi var i langt højere grad, end man egentlig forestillede sig, præget af vor kulturs respekt for menneskeliv og ejendomsret. Da det kom til stykket, viste det sig, at der lå et langt tykkere lag fernis, end man normalt koketterede med, uden på det civiliserede menneske - en kulturfernis, der kostede mange sabotører livet. Tænk på hvor lang tid det tager at få omformet en civilist til en kommandosoldat, om det overhovedet lykkes. Dette forhold synes jeg ikke, man havde taget højde for i afdeling 'John', hvor jeg havde haft mulighed for at iagttage forholdene. Mandskabet blev ganske vist sat på opgaver som at opsnuse våben og biler. Når de havde positive nyheder, aflagde de rapport, men fik aldrig selv lejlighed til at opnå øvelse ved at gennemføre aktionen. Det gjorde afdelingens lille hårde kerne.' Og forfatteren beskriver levende, hvordan han gennem samtaler, uddannelse og deltagelse i aktioner arbejdede med at få de nødvendige kvalifikationer.

Disse erfaringer og overvejelser må man sige, er særdeles aktuelle i dag, hvor man prøver at gøre ganske almindelige danskere til kommandosoldater i Afghanistan - og så efterfølgende står med problemerne med psykisk nedbrudte mennesker, der forsøger at begå selvmord! Her kunne man nok have lært noget af erfaringerne - både om uddannelsen og overvejelserne om, hvor nødvendig den krig er.

Men, i dag er det jo så militæret, der står for krigen og uddannelsen. Den overvejende del af frihedskæmperne var, som sagt, helt almindelige mennesker.

Forholdet til politikerne og de militære ventegrupper
Det var måske netop, fordi de udøvende i første linje var ganske almindelige mennesker med ganske almindelig moralbegreber, at man både i denne bog og i andre beretninger kan mærke en udtalt ringeagt for de, der både bøjede sig mere eller mindre direkte for fjenden og sad i baghånd.

Der var talrige danskere, som var kollaboratører og stikkere - som uden skrupler udleverede viden om modstandsfolkene til tyskerne, velvidende at det ville føre til tortur, fængsling og henrettelser. Men modstandsbevægelsen kæmpede ikke alene mod en effektiv og brutal fjende, men mod samarbejdspolitikerne, mod dele af det danske politi, mod deres egne landsmænd - hvoraf nogle gik direkte i tjeneste i Gestapo- og HIPO-korpsene. HIPO eller Hilfspolizei var et dansk uniformeret korps, der fungerede som tysk hjælpepoliti i 1944-45. HIPO's to ledere var begge tidligere politimænd, først Oktavius Norreen, senere Erik V. Petersen. Sidstnævnte blev likvideret i april 1945. Korpsets medlemmer var primært rekrutteret fra efterretningsafdelingen i Schalburgkorpset. Schalburgkorpset, opkaldt efter Christian Frederik von Schalburg, leder af Frikorps Danmark, var et korps bestående af danskere i tysk tjeneste under besættelsen og uddannet efter SS-metoder.

I sin bog skriver Gunnar Dyrberg: 'Ud fra alle normale synspunkter var vi forbrydere. Vi stjal - våben fra de lovlige danske myndigheder og værnemagerne. Vi stjal rationeringsmærker, biler og benzin, skrev falske dokumenter - legitimationskort, dåbs- og vielsesattester. Vi handlede, som det gang på gang blev sagt af ministre, politikere og fagforbundsledere, mod vort fædrelands interesser. Og værst af alt - vi slog ihjel. Vi faldt ind under straffelovens paragraffer om mord, endda af den værste kategori, for vi planlagde likvideringerne. Altså var vi mordere ud fra ethvert normalt synspunkt og hjemfalden til lovens strengeste straf.

Det var vi helt på det rene med, og vi vidste også, at såfremt Hitler vandt krigen, fik ingen af os lov til at leve ret længe. - - - Vi har for resten aldrig fået amnesti, for det vi gjorde dengang.'

Og her er så klare meninger om disse modsætninger mellem 'de gamle politikere', hæren og dele af befolkningen fra en anden af de aktive frihedskæmpere. Han fortæller om 'Den lille Generalstab', der blev oprettet som konsekvens af tyskernes internering af Hæren den 29. august 1943. Den blev ledet af kaptajn Viggo Hjalf. Han skulle organisere hærens officerer og befalingsmænd på baggrund af de nye tilstande. Formålet var at fastholde et kontaktnetværk mellem Hærens officerer. Staben blev etableret under general Ebbe Gørtz, og den etablerede relationer til alle grupper inden for det danske illegale miljø samt til lederne af det illegale arbejde i Danmark, Sverige og England.

I oktober 1943 indgik general Gørtz en aftale med tidligere statsminister Vilhelm Buhl. De bestemte, at Hæren skulle stå til rådighed for lederne af de store partier i tilfælde af, at der opstod kaos i landet. Således var Den lille Generalstab loyal over for det etablerede Danmarks repræsentanter, politikerne og kong Christian 10. Dermed kom Generalstaben i konflikt med andre grene af modstandsbevægelsen. Den lille Generalstab tillod ikke officererne at søge over i det civile illegale arbejde på egen hånd, men fra foråret 1944 accepterede man, at officerer indgik i dannelsen af de såkaldte militærgrupper eller M-grupper.

Den lille Generalstab var repræsenteret i Frihedsrådet men i marts 1945 kom den i konflikt med dele af Frihedsrådet samt med faldskærmschefen Ole Lippmann - primært om våbenfordelingen mellem modstandsgrupperne, mistænkt for kun at tilgodese Hærens modstandsgrupper gennem våbenforsyninger, mens de civile sabotagegrupper kom i anden række. Historien opstod der en intens offentlig debat, hvor Viggo Hjalf skulle forklare sig.
Povl Falk-Jensen skriver direkte og uden omsvøb: 'Den lille generalstab der siden skulle vise sig at være sabotørerne en næsten farligere fjende end den udefrakommende. Uden vor viden arbejdede de al stilhed på sabotørernes totale udslettelse, men planlagt, så den blev foretaget af besættelsesmagten. Den veg end ikke tilbage for at udsted likvideringsordrer (og der gives uhyggelige eksempler på likvideringer af egne, anm.) kun med baggrund i, hvad der fremmede dens egne intentioner. Det var alt sammen tilskyndet af de gamle politikere - - -.'

Og der fortælles overbevisende om, hvordan Den danske Brigade, der blev oprettet og uddannet i Sverige, var tiltænkt opgaver, hvor de skulle bruges til at bekæmpe de af Den danske Modstandsbevægelses bevæbnede folk, der ikke syntes villige til umiddelbart at give sig ind under samarbejdsregeringens gamle politikere. Brigaden skulle altså - uden hovedparten af dens medlemmers viden - have været brugt til at bekæmpe Modstandsbevægelsen.
Povl Falk-Jensen skriver direkte, at modstandsgrupperne på et tidspunkt havde samme udrustningsniveau, som den danske hær inden 9. april 1940, men så sandelig ikke med de militære ventegrupper, der under hele krigen kun ventede på, at når krigen var endeligt udkæmpet, skulle der blive brug for dem. De lå med rigelige forsyninger af moderne våben gemt godt af vejen. Våbnene skulle jo 'helst ikke findes af andre, heller ikke af deres landsmænd, sabotørerne, DER AKTIVT BEKÆMPEDE fjenden og som i fatal grad manglede våben takket være en uredelig, skæv våbenfordeling foretaget af dansk militær og de gamle politikeres koordinerings- og våbenfordelingsudvalg samt den øverste del af Frihedsrådet, der også var infiltreret af de gamle politikere. Den del af befolkningen, der førte krigen, blev forholdt en meget væsentlig del af de våben, de selv havde været med til at modtage fra luften, nedkastet af englænderne eller smuglet hertil fra Sverige ved hjælp af sabotører og indkøbt for danske penge.'

Har vi lært noget fra den gang? Har der ikke i snart et stykke tid været en del eksempler, der tyder på, at hæren og forsvarsministeriet stadig på mange måder arbejder som en stat i staten?

Både Gunnar Dyrberg og Povl Falk-Jensen (og i flere andre værker om besættelsen) skriver om, hvordan den danske samarbejdsregering tidligt opfordrede befolkningen til at tage afstand fra modstandsbevægelsen og stikke frihedskæmperne. Vilhelm Buhl (1881-1954), som overtog statsministerposten efter Staunings død i 1942, var statsminister fra maj til november, hvor han blev afløst af Erik J. C. Scavenius (1877 - 1962) fra 9. november 1942 til 29. august 1943 (formelt til 5. maj 1945).

Vilhelm Buhl holdt i september 1942 en radiotale, hvor han i skarpe vendinger advarede imod modstand mod tyskerne. I realiteten opfordrede han til stikkervirksomhed, idet han forlangte af befolkningen, at den ufortøvet skulle meddele dansk politi om illegale grupper, eller forberedelse og gennemførelse af sabotagehandlinger. Her i bogen lægger Povl Falk-Jensen ikke skjul på, at hvis gruppen havde mødt Vilhelm Buhl på et senere tidspunkt under besættelsen, så er det ikke sikkert, at han var sluppet levende fra det. Og så blev manden oven i købet statsminister igen i den første samlingsregering efter befrielsen i maj - november 1945 og fungerede som minister uden portefølje i Hedtoft-regeringen 1947 - 1950.

Ikke fejet noget ind under gulvtæppet
I denne bog nævnes alle - modstandsfolk, militærfolk, politikere, tyskere og deres danske håndlangere ved navn. Det er et menneske, der stod midt i kampen, der giver sin mening om virkeligheden videre - en virkelighed som man således kommer tæt og troværdigt på. Både om de faktiske forhold i de store linjer og i dagligdagen, om overvejelser og udførelse. Som Niels Jacobsen, Horserødlejrens Museums Venner, skriver i sin omtale af bogen: 'Man skal læse bogen, for her får man en unik beskrivelse af forberedelse og udførelse af flere af de sabotageaktioner og likvideringer, som Afdeling Eigil udførte. Læseren kommer meget tæt på sabotørens hverdag, og en sabotørs tanker i den forbindelse. Jeg tror ikke, at man kan komme tættere på, hvis man vil vide, hvordan det var at være modstandsmand i sabotage- og likvideringsarbejdet under Besættelsen.'

I anmeldelsen af 'De ensomme ulve' stillede vi - retorisk - spørgsmålet: Skal vi da blive ved med at læse om modstandskampen og besættelsestiden? Og vil tillade os igen at svare: Ja, det skal vi - efter denne anmelders mening. Dels er det af mange grunde vigtigt at få de sande beretninger om, hvad der foregik i Danmark op til -, under - og lige efter besættelsen. Beretningerne om den gang er medvirkende til, at vi kan sætte os ind i, forstå, hvad der foregår den dag i dag i mange lande. Hvad er terrorisme? Hvad er kamp for frihed? Undertiden får vi kampfæller ud fra devisen om, at din fjende også er min fjende - uden vi har lært af historien. Og ved at læse disse ærlige beretninger af mennesker, der stod midt i kampen, kan man håbe, at vi kan lære noget, der kan medvirke til, at vi forholder os klogere og mere konstruktivt-kritisk til små og store overgreb mod de demokratiske spilleregler og gør op med magtfuldkommenhed,

Og lige så nøgternt, som Povl Falk-Jensen og Gunnar Dyrberg fortæller, kan man jo tænke over mange af de politiske udmeldinger i dag - både med hensyn til den hjemlige situation og forholdene rundt om i verden.

Her på dknyt.dk har vi tidligere anmeldt Kathrine Læsøe Engberg: 'Modstandskvinder. Kvinder i den danske Modstandsbevægelse fortæller' og en anden Holger Danske leder, Gunnar Dyrbergs bevægende bog: 'De ensomme ulve'. Denne bog 'Holger Danske - Afdeling Eigil' er et meget vigtigt bidrag til vores viden og forståelse for en af de alvorligste og vigtigste perioder i Danmarks historie. En beretning som vil give også nye generationer mulighed for at forstå og se, hvilke alternative muligheder vi har for handlinger i den globale verden i dag. Og for at lære! Vi er i krig i dag - i Afghanistan - en krig som det i høj grad kan diskuteres, hvad det endelige mål er, hvilke midler der anvendes, og hvordan den i det hele taget håndteres. Og al sandsynlighed taler for, at det ikke bliver den sidste Danmark på den ene eller anden måde bliver involveret i.

Også på anden måde er beretningerne om Danmark under besættelsen værd at læse og tænke over. I den nationale selvforståelse stod en modig, sammentømret befolkning sammen om at byde fjenden trods. I virkelighedens verden var danskerne nøjagtig lige så splittede og politisk uenige som i dag - og havde været det inden besættelsen. Den tyske Wehrmacht blev hilst velkommen af mange, da den marcherede ind i landet. Det virkelige antal mennesker, der gjorde aktiv modstand var aldrig over 50.000, der måtte betale en høj pris for deres mod og holdning. Mere end 14.000 blev arresteret. Mange blev henrettet og mange døde i koncentrationslejrene.

Tom Buk-Swienty's bog 'Dommedag Als' gav berettiget anledning til megen omtale ved sin dokumentation af, at kong Christian IX havde været villig til at lade Danmark blive en del af Det Tyske Forbund. Her i 'Holger Danske - Afdeling Eigil' påviser Povl Falk-Jensen endnu en gang, klart og tydeligt, at vi i Danmark var tættere på borgerkrigslignende tilstande efter 4. maj 1945, end de fleste har været klar over.

Slutspil
'Vi skrev den 7. maj. Afgang fra vores kaserne midt i den tidlige morgenstund. En kortege bestående af to biler, otte mand og de to fanger - de to 'varulve' fra 'Schiøler-banden'. Vi skulle være to mand til at udføre 'opgaven'. En foruden mig selv, og han skulle være frivillig. Det blev ikke noget problem, den første jeg henvendte mig til i den gruppe, jeg plejede at arbejde sammen med, var beredt. Alle folkene, der deltog i denne køretur, var gjort bekendt med, at aktionen havde sikkerhedsmæssige årsager.
Vi kørte gennem Lyngby, hvor vi ude ved kirken blev standset af militære ventegruppefolk, som vi ifølge sagens natur ikke havde meget tilovers for. De forlangte feltråbet for den morgen for at lade os passere. De sagde noget med 'mælk', og så skulle vi svare et eller andet. Vi kendte ikke noget til noget feltråb, men et var sikkert, at sådan en flok elendige 6. majkæmpere ikke skulle stoppe folk fra sabotageorganisationen 'Holger Danske'. Desuden havde vi ikke tid til at blive sinket unødigt.

Ret skal være ret, de fulgte deres ordrer, men med alt vort udstyr kunne de ikke tage fejl af, hvem det havde med at gøre. Og dertil kom, at disse ventegruppefolk, der nu stod og spærrede os vejen med de våben, de unddrog os, da vi havde brug for dem, irriterede os voldsomt. Fire mand steg ud af bilen, viste dem vores intetsigende legitimationskort men væsentligt mere sigende, vore maskinpistoler.
Det varede ikke længe, før de selv kom til at ryste op med deres eget feltråb. Det viste sig at være ordet 'junge'. De skulle altså sige 'mælk', hvorefter vi skulle have svaret 'junge', men det foretrak de at gøre for os. Absolut upopulære kørte vi videre mod Geels Bakke. Vi kørte i skjul i krattet til højre for vejen. Fire mand blev tilbage for at bevogte fangerne og vognene, vi andre fire gik ind i skoven for at finde et egnet sted til vort forehavende. En lysning med to store bøgetræer i den ene ende til at opfange projektilerne blev fundet.'

En beretning med budskab til dagens Danmark, skrevet af et hæderligt menneske.

Supplerende links
http://www.frihedsmuseetsforlag.dk/

http://www.google.dk/#q=Holger+Danske+Afdeling+Eigil&hl=da&rlz=1W1ADBF_da&prmd=v&source=univ&tbs=vid:1&tbo=u&ei=faC0TOOFJIKWOpK5uaoK&sa=X&oi=video_result_group&ct=title&resnum=2&ved=0CCAQqwQwAQ&fp=1fc16e7fc02647b1

Her kan man finde tre videointerviews med Povl Falk-Jensen

http://da.wikipedia.org/wiki/Holger_Danske_(modstandsgruppe)
Nogle grundlæggende oplysninger om modstandsgruppen Holger Danske.

http://ditt.almanet.dk/index.html
Denne fyldige hjemmeside handler om de danskere, der under besættelsen gik i tysk tjeneste. Nogle deltog i kampen på østfronten, mens andre deltog i modterroren hjemme i Danmark. Fælles for dem alle er, at de ukritisk under retsopgøret efter krigen alle som en blev stemplet som landsforrædere, selvom mange af dem søgte til Waffen-SS med både kongens og regeringens velsignelse. Hjemmesidens ophavsmand skriver udtrykkelig, at 'den ikke sigter mod at forsvare disse menneskers handlinger. Den tjener udelukkende det formål at medvirke til afdækningen af en væsentlig del af nyere dansk historie. En del af historien, som det officielle Danmark for længst har "glemt" og gemt væk. Hjemmesiden er absolut upolitisk. Der er intet latent politisk budskab!' Der bl.a. også en liste over de likviderede.

http://da.wikipedia.org/wiki/Schalburgkorpset
Om Schalburgkorpset

http://www1.gyldendal.dk/Gyldendal/forfatterskabelon01.nsf/skabelon304?OpenForm&start=1&Count=5000&Expand=.1.6&id=250203&subType=artikler&subdoc=FA885DECFCEBF4ECC1256CE50043F9BF&subkey=BF8gerne
Peter Øvig Knudsen: 'Efter drabet', om likvideringerne under besættelsen, Gyldendal 2001.

http://www.efterdrabet.gyldendal.dk/
Hjemmeside for 'Efter drabet'.

http://videnskab.dk/composite-4871.htm
Svend Thanning: 'Sådan slår man en stikker ihjel', 4. august 2010.
En grundig anmeldelse af 'Holger Danske - Afdeling Eigil'.

http://m.jv.dk/royalt?article=818325
Christian Brøndum: 'Likvidatoren'.
Specielt om de to sidste likvideringer 7. maj 1945.

http://www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=49654&s
Anmeldelse af Kathrine Læsøe Engberg: 'Modstandskvinder. Kvinder i den danske
Modstandsbevægelse fortæller', People's Press, København 2009.

http://www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=49658&s
Anmeldelse af Gunnar Dyrberg: 'De ensomme ulve'; Gyldendal, København 2009.

http://da.wikipedia.org/wiki/Den_lille_Generalstab
Om Den lille Generalstab under Besættelsen

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt