
Når bibliotekerne genåbner fra på mandag, bliver det en markant anderledes oplevelse end før coronavirussets indtog. Det fremgår af retningslinjerne for genåbningen, som onsdag aften er lagt på Kulturministeriets hjemmeside.
Målet er, at bibliotekerne med afstandstape, ruminddelinger og 'andre adfærdsregulerende indretninger' mindsker kontakten mellem ansatte og brugere af biblioteket.
Og hvis man var vant til at gå i flere timer og ose mellem reolerne, er det heller ikke planen.
- Lånere kan tage kortvarigt stående ophold for at udvælge biblioteksmaterialer til hjemlån, står der i retningslinjerne.
En række tiltag skal således sikre effektive udlån og et 'skærpet fokus på hygiejne'.
Ved biblioteksindgangen er det planen, at folk bliver mødt af et skilt med en opfordring om at bruge håndsprit. Den skal være tilgængelig ved udlånsarealerne.
Ingen arrangementer
Den ubemandede åbningstid bliver ikke en del af genåbningen, der kommer ikke til at være nogen publikumsarrangementer, og kontaktpunkter som dørhåndtag skal tydeligt markeres.
Der bør også sikres rengøring af den enkelte arbejdsstation, når en medarbejder forlader denne, og en anden medarbejder skal overtage.
Personalet bør gennemføre hyppig hånddesinfektion eller håndvask, men det vurderes ikke, at der er behov for særlige forholdsregler vedrørende biblioteksmaterialer, som brugere afleverer tilbage, eller som lånere kortvarigt studerer og derefter stiller tilbage.
Helst ingen brugere af pc'er
Derudover 'bør det undgås', at biblioteksudstyr som printere og computere benyttes, og der må maksimalt være én biblioteksbruger per fire kvadratmeter gulvplads.
Det er nemlig en forudsætning for genåbningen, at 'ansatte og besøgende kan føle sig trygge'.
I sidste ende ligger ansvaret hos bibliotekernes ledelse, fastslår ministeriet.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.