dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kabells eftervederlag sætter Enhedslisten i politisk klemme

KLUMME 'Grådighed' og 'pamperi' sagde Pernille Skipper (EL) om at få eftervederlag og løn samtidig. Men det var om en anden
22. DEC 2017 10.01

Enhedslistens afgående teknik- og miljøborgmester Morten Kabells eftervederlag er alt andet end en julegave til partiet, som tilbage i sommeren 2015 beskyldte daværende forsvarsminister Carl Holst (V) for 'grådighed' og 'pamperi', da han i en tilsvarende situation modtog eftervederlag for sin tid som regionsrådsformand i Region Sydddanmark samtidig med sin ministerløn.

Derimod har det været gode dage for dem, der mener, at essensen af socialisme er at 'vi har nogle principper, som I andre skal følge'.

Morten Kabell går direkte til et direktørjob og får således også løn og eftervederlag samtidig og er dermed i en situation sammenlignelig med Carl Holsts. Enhedslistens regionsrådsmedlem i netop Region Syddanmark, Vibeke Syppli Enrum, var da også hurtigt ude og trække parallellen og opfordre Kabell til at frasige sig eftervederlaget, men uden held.

I partiets højere luftlag har selv et betydeligt mediepres derimod ikke kunnet få Enhedslistens politiske ledelse på Christiansborg til at sige det samme om Morten Kabell, som den i sin tid sagde om Carl Holst. Pernille Skipper der ellers nok vidste hvad hun mente dengang, har holdt sig fuldstændig under radaren denne gang.

I stedet blev det folketingsmedlem og tidligere politisk rådgiver for partiet Pelle Dragsted, der fik den utaknemmelige opgave at stille sig op foran kameraerne og sige at han ikke ville 'sætte den slags mærkater på folk'. Kontrasten til Pernille Skippers ord om Carls Holsts påståede 'grådighed' og 'pamperi' ville han ikke forholde sig til.

Man kan næppe helt udelukke at partiet lægger et moralsk pres på Morten Kabell ligesom det i sin tid gjorde på Carl Holst, men i givet fald foregår det ikke i offentligheden. Udadtil henholder Enhedslisten sig blot til, at partiet foreslår reglerne ændret.

Man henviser desuden til at Kabell vil skulle aflevere en tredjedel af sit eftervederlag til partikassen. Også Carl Holst afleverede i sin tid på grund af presset også en del af sit eftervederlag - dog ikke til Venstre men til Region Syddanmark. Det er nok også mere end tvivlsomt, om Enhedslisten ville have betragtet en tilførsel til V's partikasse som en løsning på problemet dengang.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kabells-eftervederlag-saetter-enhedslisten-i-politisk-klemme

GDPR