dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Michael Kjærgård, dknyt

Finansministeriel opsang til kommunerne

KØF Effektivisering er et overlevelsesvilkår for velfærdsssamfundet, lød salutten fra Claus Hjort Frederiksen til KL's Kommunaløkonomiske Forum
14. JAN 2016 10.58

AALBORG: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) skuffede ikke forventningerne, da han i formiddag talte ved KL's Kommunaløkonomiske Forum i Aalborg. De negative forventninger, vel at mærke, som ministerens partifælle, KL-formand Martin Damm i sin velkomst markerede ved udtrykkeligt at fravige sit talepapir, og i stedet for at 'glæde sig' til at høre ministeren, blot nøjedes med at sige at han 'gerne' ville høre, hvad Claus Hjort Frederiksen havde at sige.

Og det, ministeren havde at sige, rummede da heller ingen større glæde for kommunerne.

- Vi kan ikke leve med en offentlig sektor der er støbt i beton, sagde han således om omprioriteringsbidraget.

- Vi er ikke blot 98 kommuner, fem regioner og en stat, vi er én offentlig sektor. Kommunernes økonomi udgør halvdelen af den samlede offentlige økonomi, bemærkede Claus Hjort Frederiksen.

Uforstående over for automatreaktionerne
Han mindedes sin foregående deltagelse i KØF for fem år siden og mindede om, at hans afskedssalut dengang havde været, at kommunerne skulle bruge 2011 på at bevise, at de kunne overholde de økonomiske rammer. De kunne de.

- Dermed fik vi etableret en ny og nødvendig tradition for at kommunerne overholder de aftalte rammer, sagde finansministeren, der kvitterede for, at det stadig var tilfældet. Men:

- Det er rigtigt at omprioriteringsbidraget er nyt, men det er behovet for effektivisering ikke. Derfor er jeg uforstående overfor automatreaktionerne. Jeg tror simpelt hen ikke på, at vi er nået til det punkt i menneskehedens udvikling, hvor intet kan gøres bedre i morgen end i dag, sagde Claus Hjort Frederiksen, som vakte et vist røre i forsamlingen, da han opsummerede de påståede automatreaktioner til at alting vil 'gå ud over de syge, de gamle og de etbenede'.

- Effektivisering er et overlevelsesvilkår for velfærdsssamfundet, understregede ministeren, som bebudede, at han i februar vil invitere til dialog om kommunernes integrationsindsats, blandt andet baseret på KL's forslag. Men 'egentlige' økonomiforhandlinger ville det ikke blive til, sagde han uden at præcisere, hvad han mente med 'egentlige'.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/finansministeriel-opsang-til-kommunerne

GDPR