

Hver fjerde byråd - 23 ud af 98 - har sagt nej tak til en lønstigning, som byrådsmedlemmerne ellers havde kunnet indkassere som afledt effekt af en stigning i det borgmestervederlag, som andre vederlag udregnes som andele af. Borgmestrenes lønstigning er bestemt af Folketinget, mens byrådsmedlemmerne selv skulle sige til eller fra for deres eget vedkommende.
23 byråd sagde fra, tre valgte en mellemvej og tog ikke hele stigningen, men 72 byråd og alle fem regionsråd sagde 'til' - eller rettere: I en del tilfælde sagde de slet ikke noget, så den afledte stigning for de menige byrådsmedlemmer bare kom automatisk, ved at den faste andel af borgmesterlønnen blev mere værd med en højere borgmesterløn.
Tallene fremgår af en undersøgelse, som dknyt har foretaget for alle kommuner og regioner gennem forespørgsler, aktindsigter og opslag i byrådsreferater.
I løbet af januar er tre byråd skiftet fra deres oprindelige melding om at indkassere lønstigningen til i stedet at neutralisere den ved at nedsætte andelene af borgmesterlønnen forholdsmæssigt, så beløbene er uændrede trods det højere udgangspunkt. Et af dem er Læsø, som derved bragte sig ud af det selskab af byråd, der først satte skatten op for at få det kommunale regnskab til at løbe rundt og dernæst brugte nogle af pengene på sig selv.
Det ligger i kortene, at når der ved KV17 bliver valgt nye byråd, vil disse selv skulle tage stilling til, om en neutralisering af lønstigningerne også skal gælde for den kommende valgperiode.
Fakta
De 23 kommuner der har neutraliseret afledte vederlagsstigninger
- Allerød
- Assens
- Ballerup
- Bornholm
- Favrskov
- Fredericia
- Furesø
- Gentofte
- Greve
- Gribskov
- Herlev
- Holbæk
- Hvidovre
- Kerteminde
- Langeland
- Lejre
- Læsø
- Middelfart
- Randers
- Ringsted
- Rudersdal
- Slagelse
- Vallensbæk
De tre kommuner hvor afledte vederlagsstigninger slår delvis igennem
- Morsø
- Solrød
- Thisted
I de resterende 72 kommuner og i alle fem regioner slår de afledte vederlagsstigninger fuldt igennem.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.